Denne leder blev første gang udgivet 10. maj 2017.
Kære konfirmander. Der er sikkert mennesker, der har spurgt jer, om I bliver konfirmeret for pengenes skyld, eller om I rent faktisk tror på Gud. Dem skal I ikke tage jer af. Selvfølgelig bliver I også konfirmeret, fordi der holdes fest, og I får gaver, og fordi netop I bliver fejret. Tror I ikke også, at de voksne bliver gift, fordi deres ja til hinanden skal fejres?
Engang var konfirmationen et overgangsritual mellem barndom og voksenliv, hvorefter mange kom ud at tjene. Sådan er det ikke længere. Men det er fortsat et overgangsritual. Konfirmation betyder bekræftelse, og i kirken bekræfter I, at det ja, som jeres forældre eller gudforældre sagde til jeres dåb, også er jeres eget ja. Vi lever i en tid, hvor vi søger bekræftelse. I har mobiltelefoner i lommen, og meget af det, der foregår på de sociale medier, handler om at blive bekræftet. Hvis man bliver liket, bliver man bekræftet. Så får man selvtillid.
Men det med Gud handler om mere end, at han liker jer. Det handler om selvværd, og det er noget andet end selvtillid. Selvtillid får man af det, man kan, og det, som andre sætter pris på. Men selvværd er dybere og handler om, at man ved, at man hører til og har en plads her i livet. Det er også det, konfirmationen handler om. I bekræfter jeres ja, men bekræftelsen går også den anden vej. Gud bekræfter over for jer, at han elsker jer og accepterer jer, netop som I er. I hører til hos ham. Det gør vi alle.
Gud er uforanderlig i sin kærlighed til os. Han står fast, og ligegyldigt hvad der sker i jeres liv, kan I søge ham, og I kan søge kirken. Det er derfor, mange mennesker kommer til kirken, når livet bliver svært.
I kristendommen får vi alle det selvværd skænket, som kan være så svært at få på andre måder. Ingen af os er perfekte, og vi kan alle føle os utilstrækkelige eller ensomme. Men vi er aldrig helt alene. Ved konfirmationen stiller I jer frem. I svarer selv ja. I viser, hvem I er, og I tager et ansvar og viser, hvad I tror på.
Men tror jeg overhovedet på Gud, og tror jeg nok? kan I spørge. Det er gode spørgsmål, som kan give jeres tro en dybde, men man kan ikke måle tro, og man kan ikke tage temperaturen på sin tro, som om man havde feber. Man kan afvise at tro, eller man kan vælge at gå ind ad den dør, som er åbnet til troen.
I skal gøre det sidste. For mange hundrede år siden sagde en af den kristne kirkes første biskopper, at vores hjerte er uroligt, indtil det hviler i Gud. Det er citeret mange gange siden. Vi mennesker bærer på en længsel efter at føle mening og høre Gud til. Derfor går det an at tro på Gud. Det giver jeres liv mening at gøre det. Der vil være perioder i jeres liv, hvor troen ikke betyder noget. Men hold alligevel fast ved den. I kirken tales der om det levende håb. Det er et smukt og poetisk begreb. Det betyder, at der altid er et håb, også når vi en dag skal dø.
Troen kan ikke måles, men den kan ses. I hele det samfund, der omgiver jer, har den kristne tro sat sit præg. Bibelen er en skatkiste, og man kan ikke forstå litteraturen, kunsten, musikken eller vores sprog fuldt ud, hvis man ikke kender til Bibelen. Samfundets hospitaler og socialhjælp udsprang af den kristne tænkning. Det samme gjorde skolen og universiteterne. Vi har et kors i flaget, og Jellingstenens krucifiks, som er Danmarks dåbsattest, er vandmærket i jeres danske pas. Det samfund, I lever i, er gennemsyret af kristne værdier og arvegods.
I har talt om alle de store spørgsmål i konfirmationstimerne. Hvorfor er vi her? Hvad er meningen med livet? Og I har talt om, at ikke alt kan måles og vejes. Forleden sagde en forfatter, at vi er materielt rige, men åndeligt fattige. Med jeres konfirmation siger I ja til at træde ind i et rum med ånd og tro, kærlighed og tilgivelse. Nyd nu festen og gaverne og husk altid på jeres ja i kirken i dag. Til lykke!