Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Til forsvar for den gode kritik

Anmeldelsen er fortsat vigtig, for alt er ikke lige godt

Med digitaliseringen og de sociale medier er det blevet nemmere end nogensinde før at sende sine meninger i omløb. Uden skyggen af redaktion og selvkritik kan enhver youtuber, blogger og selvbestaltet kommentator vurdere og kritisere eksempelvis kulturprodukter. Hvor domfældelsens privilegium før var forbeholdt en lille skare af anmeldere, kræver det nu kun et mobilabonnement at præge kulturlivet.

Demokratisering og opgør med smagsdommere rummer meget godt. Bagsiden af frisættelsen er imidlertid, at det er uhyre vanskeligt at opretholde en fælles offentlighed i en verden, hvor alt er atomiseret, og at operere med bare nogenlunde fælles standarder for eksempelvis god og dårlig kunst, når alles meninger er lige gode. Eksperter i dagens avis konkluderer derfor også, at anmelderen som instans har mistet autoritet. Ligesom man ikke længere tager lægens ord for gode varer, men ofte søger en ”second opinion”, som det hedder på nudansk, så farer man heller ikke i biografen, fordi anmelder XX fra dagblad YY hiver seks stjerner op af lommen.

Men inden man helt afliver den klassiske kritikerrolle, er det værd at betænke, hvad kritikken kan. Hvad er egentlig en god anmeldelse? To idealer har særligt sat sig igennem i kritikhistorien. Det ene ideal kommer fra juraen og sammenligner kritikeren med en dommer og anmeldelsen med en retssag. Genstanden for kritikken – en bog, en film, et teaterstykke – er på anklagebænken, og det er nu anmelderens opgave at fælde dom. Er bogen ikke-skyldig eller skyldig, god eller dårlig? Et afledt ideal af denne opfattelse finder man i billedet af kritikeren som en ledvogter: Skal denne bog eller film lukkes ind i folden af god kunst, eller skal den dømmes ude af det gode selskab?

Det andet kritikideal stammer fra romantikken. Her anskues anmeldelsen mere som en undertiden personlig og passioneret genfortælling af værket med en vurdering indlagt mellem linjerne eller i en betoning. Den kunstneriske værdi af en anmeldelse vægtes her højt. Ideelt set skal anmelderen mime tone og stil i værket og ”skrive videre” på det i anmeldelsen og derigennem efterlade læseren med en fornemmelse af, om bogen eller filmen er vellykket eller ej.

Bør anmelderen være hård dommer eller forelsket medskriver? Begge idealer findes i både større og mindre grad i aktuel kulturkritik, men meget sjældent på de sociale medier. Her kræves hverken analytiske evner eller sproglig ekvilibrisme for at sige sin uforbeholdne mening.

Det er godt, at den litterære offentlighed er broget og afspejler danskernes læsevaner, der også stritter i mange retninger. Men for det store mindretal, der ikke kun læser krimier, spiller den uafhængige, seriøse boganmelder stadig en vigtig rolle. Der er brug for dem, der elegant og underholdende tør skille skæg og snot og forklare, hvorfor og hvordan alt ikke er lige godt.