Til forsvar for forfulgte kristne

Udenrigsministeriet vil nu rette fokus på forfølgelsen af kristne

I tirsdags fandt og befriede pakistansk politi en 16-årig kristen pige, der for en måned siden var blevet kidnappet, voldtaget, tvunget til at konvertere til islam og tvangsgift med sin muslimske overgrebsmand. Hendes oplevelse er ikke enkeltstående, og sidste år vedtog en provinsregering i landet et forbud mod tvungne konverteringer til islam. Et muslimsk råd har protesteret over forbuddet. Eksemplet er bare et af mange på, at kristne i den muslimske verden lever et stadig farligere og mere udsat liv.

I nogle lande og områder er der tale om islamisters systematiske forsøg på udryddelse af kristne, andre steder har forfølgelsen mere karakter af chikane og diskrimination.

Både Irak og Syrien har været hjemsted for store kristne mindretal, der nu er blevet decimeret eller er helt forsvundet som følge af krigene og den muslimske forfølgelse. I Egypten er det betydelige kristne mindretal ofre for dels chikane, dels direkte terrorattentater. Lignende beretninger kan med variation fortælles fra de øvrige muslimske lande. I hele regionen, der er kristendommens historiske hjemsted, fortrænger en intolerant islam de kristne mindretal.

Kristenforfølgelserne er lige så gamle som kristendommen selv, men forbindes særligt med kirkens tidlige historie under Romerriget. I dag har undertrykkelsen og forfølgelsen nået et sådant omfang, at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, for få år siden kaldte den for vor tids måske største menneskerettighedskrænkelse. USA har i en årrække kortlagt indgreb mod religionsfriheden i verden, og flere internationale organisationer udgiver årlige opgørelser over religiøs forfølgelse og undertrykkelse.

Herhjemme har det været svært at råbe politikerne op. Selvom landets biskopper i fællesskab for tre år siden skrev til den daværende SR-regering og gjorde rede for de kristnes vanskeligheder, afviste den at gøre noget særligt med henvisning til, at forfølgelsen af kristne er led i en mere omfattende menneskerettighedskrænkelse. Men den borgerlige regering indskrev i regeringsgrundlagene fra både 2015 og 2016, at ”i flere af verdens brændpunkter foregår en systematisk forfølgelse af kristne minoriteter. Regeringen vil have et særligt fokus på at styrke det internationale samarbejde for at beskytte disse minoriteter”.

Det sker så nu. I denne uge har regeringen besluttet at sætte et lille millionbeløb af til oprettelse af et kontor i Udenrigsministeriet, der skal sætte forfølgelse af religiøse minoriteter på dagsordenen. Det er glædeligt og fortjener både ros og fuld opbakning, selvom det er svært at forstå, at et så indlysende og gennemdokumenteret problem ikke har kunnet få en plads i dansk udenrigspolitik før nu.

Den bedste forklaring er nok, at ikke bare Danmark, men hele Vesten, hvor kristendommen er majoritetsreligion, har haft svært ved at betragte kristne som ofre. Det spiller også en rolle, at det kan skade de kristne minoriteter i den muslimske verden, hvis der sættes et særligt fokus på dem, så de kommer til at fremstå som Vestens allierede.

Samtidig spiller det givetvis ind, at den kritik, der rejses mod muslimske landes intolerance over for kristne, nemt kan opfattes som en kritik af herboende muslimer. Den kritik er der imidlertid også brug for. Konflikten findes herhjemme, hvor kristne flygtninge chikaneres af muslimske på flygtningecentre, og hvor muslimer, der konverterer til kristendom, ofte oplever både dødstrusler og chikane. Det er helt uacceptabelt, og det er på tide, at den religiøse intolerance, som især islam udviser, bliver genstand for systematisk kritik.