Kristeligt Dagblad mener: Vores nabo har brug for hjælp

Danmark bør tilbyde aflastning til svenske hospitaler

Kristeligt Dagblad mener: Vores nabo har brug for hjælp

Situationen på de svenske hospitaler er slem. Næsten alle pladser på Stockholms intensivafdelinger er optaget, der mangler sygeplejersker, og man kan komme til at stå i en situation, hvor man må vælge, hvem af de syge der skal have pleje.

Man behøver bare tænke på billederne fra italienske Bergamo i marts for at forstå, hvad der sker, når hospitaler overbelastes. Her var et kaos af frygt og lidelser, og ligkisterne stod i kø for at komme ud af byen.

Det var ikke nogen stor europæisk solidaritet, der blev udvist, da det brændte på i Italien. Danmark sendte respiratorer, som var så ubrugelige, at italienerne sendte dem tilbage igen. Det må vi gøre bedre denne gang.

Svenske læger er begyndt at tale om at bede om hjælp i nabolande. Danmark burde ikke vente på en forespørgsel, men aktivt tilbyde at hjælpe nabofolket. Det har Norge og Finland allerede gjort. Danske hospitaler kunne tage svenske patienter ind. Dansk personale kunne også træde til på svenske hospitaler, hvor det begynder at knibe.

Men danskerne har selv brug for personalet, lyder indvendingen. Dilemmaet rører ved de mest grundlæggende etiske spørgsmål. Hvem skal have behandling og hvem skal ikke, når ressourcerne er knappe? Hvor meget skal man prioritere andre, når man selv har det svært?

Der kan ganske rigtigt argumenteres pragmatisk for, at vi først må tage os af vores egne. Men Danmark har klaret sig godt gennem krisen, både menneskeligt og økonomisk, og der burde være råderum til at udlåne ressourcer i et begrænset tidsrum. Selvom der er et vist pres på det danske sundhedsvæsen, er vi meget langt fra de svenske tilstande. Velfærdssamfundet skal ikke bare måles på goderne i egen lomme, men også på evnen til at række ud over sig selv.

Mange er døde som følge af Sveriges coronastrategi. I alt er over 7500 mennesker omkommet med corona, siden udbruddet begyndte. I Danmark er tallet endnu ikke over 1000 tilfælde. Først når pandemien er ovre, kan man evaluere og sige, hvad der var den bedste tilgang til den globale krise. Men kun de færreste vil bytte med den svenske situation lige nu.

I Sverige har særligt ældre på plejehjem betalt en høj pris. 80 procent af dem, der i foråret døde med corona, var enten plejehjemsbeboere eller modtog hjemmepleje.

Hver femte syge plejehjemsbeboer har ingen personlig diagnose fået. Det viser en ny analyse af patientjournaler, som har fået statsminister Stefan Löfven (S) til at kritisere de regionale myndigheder for ikke at hjælpe de svageste ældre. Netop dem har man siden marts fremhævet som målet med hele indsatsen.

Men uanset hvor mange fejl, der er begået, er det ikke de ældre indlagtes skyld. Og det er dem, der er ofrene. Som den nabo, der er ovenpå i øjeblikket, må Danmark tilbyde hjælp til at lindre de lidelser, der lige nu ses på svenske hospitaler.