Kristeligt Dagblad mener: Tillid sikres ikke med anonymitet

En whistleblower-ordning må ikke erstatte åbenhed og tillid

Det lyder jo nobelt og ansvarligt, når regeringen nu bebuder oprettelsen af en statslig whistleblower-ordning, hvor statsligt ansatte anonymt kan informere ledelsen om andre medarbejderes svindel, inhabilitet og misbrug af offentlige midler.

For naturligvis skal man ikke slippe afsted med misbrug af skattekroner, nepotisme eller ulovlig administration, og havde en whistle- blower-ordning formået at bremse eksempelvis svindlen i Socialstyrelsen eller den gigantiske sag om udbytteskat, ville Danmark have været ikke bare millioner, men milliarder af kroner rigere i dag.

Så alt i alt er det vel meget fornuftigt, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i gårsdagens kronik i Berlingske kunne fortælle, at man med en whistleblower-ordning vil ”sikre og styrke ordentlighed i staten. I det offentlige skal der være en kultur baseret på åbenhed og lovlighed”.

Bortset fra at det formentlig bliver svært at finde en politiker, der ikke ønsker ordentlighed og lovlighed, er der dog god grund til at udfordre den stadig mere udbredte opfattelse af whistleblower-ordninger som et magisk løsen i kampen mod umoralsk adfærd.

Allerede i dag har offentligt ansatte en udstrakt ytringsfrihed, der i hvert fald på papiret sikrer dem retten til på egne vegne at ytre sig kritisk, også om deres eget arbejdsområde. Så hvis denne ytringsfrihed nu tænkes sikret gennem anonymitet, er spørgsmålet, om det ikke reelt er udtryk for, at man fra politisk hold selv har mistet troen på de principper, man hævder at ville opretholde. Eller med andre ord: Er der reel ytringsfrihed, hvis den skal sikres gennem anonymitet? Skal man ikke i stedet arbejde for en kultur, hvor ansatte, uden frygt for konsekvenserne, kan – og bør – stå åbent frem og gå direkte til ledelsen, hvis de har begrundet mistanke om svindel eller bare generelt er bekymrede over forhold på arbejdspladsen?

Spørgsmålet er da også, om ledelsen i de statslige myndigheder reelt har modet og viljen til at tage ansvar for de indberetninger om svindel og ulovlig administration, de måtte få kendskab til gennem en whistleblower-ordning. I sagen om Skats milliarddyre håndtering af udbytteskatten blev ledelsen eksempelvis i flere revisionsrapporter advaret om problemet allerede i 2010 og igen i 2013, men alligevel fortsatte svindlen helt frem til 2015. Hvad nytte gør en anonym henvendelse, når en officiel revisionsrapport, tilgængelig for både Skats ledelse og landets politikere, herunder skiftende skatteministre, ikke får konsekvenser?

Man kan samtidig frygte, at en whistle- blower-ordning bliver et alibi, en kompensation for nogle strukturelle og ledelsesmæssige problemer, hvor manglende dialog og tillid mellem ledelse og ansatte ikke bliver håndteret, men erstattes af en e-mailadresse.

Whistlebloweren betragtes kulturelt og politisk i stigende grad som en heltemodig figur, som i sin insisteren på retfærdighed fortæller de sandheder, andre ikke tør fortælle. Men måske udviklingen nærmere er en falliterklæring, et symbol på et administrativt system, hvor arbejdsgange og ansvar er formuleret så diffust, at det i sig selv øger risikoen for snyd og ulovlig forvaltning?

Naturligvis kan en anonym henvendelse i nogen tilfælde være nødvendig, men at systematisere anonymiteten er på ingen måde en gevinst for den gensidige tillid, der ofte fremhæves som et særligt kendetegn ved Danmark. Sammenhængs-kraft sikres bedst med åbenhed, ikke med krypterede mails.