Prøv avisen
Leder

Tillidskrise i den offentlige sektor

Morten Rasmussen Foto: Leif Tuxen

Af Morten Rasmussen, Nyhedsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Storkonflikt handler mere om kultur end om løn

Tidsmaskinen er endnu ikke opfundet, men mon ikke ganske mange lige nu føler sig sendt fem år tilbage til foråret 2013, da de forliste overenskomstforhandlinger mellem lærerne og Kommunernes Landsforening endte i en 25 dage lang lockout og først fandt sin afslutning i et regeringsindgreb.

Nu nærmer man sig så samme situation igen. Denne gang fik man dog først et strejkevarsel fra lærerne, støttet af et tilsvarende varsel fra de statsligt ansatte, mens Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og de statslige arbejdsgivere i går svarede igen med varsel om lockout, præcis som i 2013.

Om få uger risikerer centrale dele af velfærdssamfundet derfor igen at blive lammet, nu i et historisk omfang, da det er første gang, at både kommuner, regioner og stat rammes. En udvikling, der kan virke voldsom i lyset af substansen i konflikten, der handler om en relativt lille uenighed om lønstigninger, en strid om afskaffelse af betalt frokostpause og spørgsmålet om arbejdstidsregler for lærerne.

Det er knaster, som stridens parter burde kunne høvle væk, hvis de var villige til at komme hinanden lidt i møde. Men meget tyder på, at det måske netop er dette – en manglende tillid – der er sagens kerne, ikke en strid om, hvorvidt en lønstigning over tre år skal være på 6,7 procent eller 8,2 procent.

At der eksisterer en tillidskrise mellem chefforhandlerne, er der næppe tvivl om. KL’s chefforhandler Michael Ziegler (K) og lærerformand Anders Bondo Christensen, der repræsenterer Forhandlingsfællesskabet, formåede ikke at få en aftale i hus i 2013, og nu sidder de igen som hovedpersoner i striden.

Men bag denne uenighed lurer desværre nok en endnu større tillidskrise, nemlig en voksende kløft mellem den offentlige sektor og det omgivende samfund. Kald det djøfisering, kontrolregime eller noget helt tredje, men sikkert er det, at mange sygeplejersker, lærere og politifolk i dag ganske berettiget føler, at de bruger for meget tid og energi på dokumentation og indberetninger – tid, som kunne bruges på syge, skolebørn og håndhævelse af loven.

Over for dette står et lige så berettiget krav om en offentlig sektor, der som en af verdens dyreste kort sagt ”leverer varen” i form af dedikerede medarbejdere, høj service og menneskeligt nærvær. At det ikke altid er tilfældet, kan ganske mange danskere nok nikke genkendende til.

Man kan håbe, at forligsinstitutionen formår at få løst striden, inden det hele sander til i lockout og dermed danner grobund for endnu større mistillid mellem offentligt ansatte og deres arbejdsgivere.

Men skal man undgå, at hele seancen gentager sig næste gang, der skal forhandles overenskomst i den offentlige sektor, skal løsningen ikke findes i et midlertidigt forlig, men nærmere i en kulturændring, der styrker den offentlige sektors anseelse.

Og her kunne kommuner, regioner og stat måske have modet til at tage ved lære af det private erhvervsliv, så man i mindre grad lønner alle ens, men i langt højere grad belønner den dygtige og dedikerede medarbejder, mens den uengagerede medarbejder ikke kan forvente samme anerkendelse.

Gør man det, vil det dels sikre en bedre fastholdelse af de bedste medarbejdere, dels sikre en bedre service for de borgere, der trods alt er den offentlige sektors eksistensberettigelse. Og hvis arbejdsgiverne, med støtte fra lovgiverne, samtidig skruer ned for kontroller og dokumentationskrav, så en sygeplejerske faktisk kan tilbyde sygepleje, og en lærer kan undervise, kan meget være nået.

RETTELSE: I en tidligere udgave af lederen lød det, at lærerne varslede strejkede i 2013. Det er ikke korrekt, og lederen er derfor rettet.