Prøv avisen
Leder

Tiltrængt forsvar for livet på landet

Af Morten Rasmussen, nyhedsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Boligminister skal have ros for at tale yderområderne op

Den del af Danmark, der officielt betegnes som ”yderområderne”, er dybest set en dårlig forretning. Sådan lød det, da de økonomiske vismænd, også kendt som Det Økonomiske Råd, i 2015 regnede på konsekvenserne af det politiske ønske om en øget udflytning af statslige institutioner og arbejdspladser.

”Samlet set synes traditionelle økonomiske ræsonnementer ikke entydigt at give belæg for økonomisk-politiske tiltag, der skal stimulere aktivitet og bosættelse i yderområderne,” lød det på økonomsprog i rapporten, hvor man også kunne erfare, at borgere i yderområderne tjener mindre og bor i huse, der slet ikke har kunnet følge med prisudviklingen i byerne.

Ja, dybest set vil det være mest effektivt med tiltag, som ”omvendt bør tilskynde til, at aktivitet flyttes væk fra yderområder”.

Vismændene har ret, hvis man primært ser samfundet som en forretning, og borgerne som ansatte. Og det samfundssyn har desværre været dominerende i årtier, hvor man i en begejstring for centralisering har lukket seminarier, politistationer, skoler, sygehuse og kaserner – og efterfølgende har udtrykt bekymring over, at de selvsamme områder var så hårdt ramt af fraflytning og manglende vækst.

Men måske udviklingen er ved at vende. Det så man tegn på, da den tidligere regering forsøgte at udflytte flere statslige styrelser og institutioner, og man ser det også i den linje, som boligminister Kaare Dybvad (S) tirsdag beskrev i et stort interview i Kristeligt Dagblad.

For her gav ministeren netop udtryk for, at det, man lidt bredt betegner som provinsen, er kendetegnet ved en række værdier, der ikke kan klemmes ind i de økonomiske vismænds regneark. De små samfund er derimod kendetegnet ved en ansvarlighed og samhørighed, som det kan være sværere at skabe i byen. Dropper man ud af gymnasiet, vil man i en lille by på godt og ondt blive stillet til ansvar for sin beslutning, mens man i den store by kan forsvinde i mængden – og måske ikke få løst op for den egentlige årsag til beslutningen.

Naturligvis er der dele af centraliseringen, som giver god mening. Kræftbehandlingen er eksempelvis blevet bedre, siden man samlede den på større og mere specialiserede sygehuse, men man skal heller ikke undervurdere trygheden i et mindre sygehus eller sundhedscenter, der kan varetage de små uheld og sygdomsforløb, der i dag kræver en lang tur til skadestuen i den nærmeste større by.

Man kan kun håbe, at Kaare Dybvad kan finde politisk opbakning til sin ambition om et land, hvor by og land hænger bedre sammen. Opgaven er svær, for store globale kræfter spiller også ind. Hvis danske virksomheder opkøbes af udenlandske koncerner, er konsekvensen ofte, at den danske del drænes for værdier, hvorefter produktionen flyttes til et land med lavere lønninger og færre krav, og det er den slags kræfter, regeringen skal forsøge at tøjle.

”Danmark er en brugsforening,” lød det engang fra forfatter Palle Lauring. Det er en meget præcis beskrivelse af et kulturelt fællesskab og en folkelig sammenhængskraft, der har rod i andelsbevægelsen, landbobevægelsen, fagbevægelsen og højskolebevægelsen, men som gennem årtier er blevet udhulet af en blind globaliseringsbegejstring, der mere har arbejdet ud fra mantraet ”Danmark er en kapitalfond”. Det kan måske undskyldes med en økonomisk vækst, men hvis resultatet er rodløshed og en øget konflikt mellem by og land, er prisen for høj.