Tiltrængt med fornuft i rejseregler

Ulogiske rejseregler kan skade opbakning til coronaindsats

I diskussionen om håndteringen af hele coronakrisen er det ofte blevet kritiseret, at en stor del af nedlukningen var baseret på politiske beslutninger, ikke på sundhedsfaglige vurderinger.

Det er en kritik, som kun giver delvist mening, for så centrale beslutninger, der vedrører både hver eneste danskers hverdag og hele samfundets økonomi, skal naturligvis i sidste ende vedtages politisk, da det gør det muligt at stille de konkrete politikere til ansvar, hvilket er et demokratisk værn mod et teknokratstyre.

Dermed ikke sagt, at politikerne ikke skal lytte til eksperterne, før de træffer deres beslutninger, og her har den socialdemokratiske regering på især et punkt ladet noget tilbage at ønske. For hvem kan, hvis de vækkes midt om natten, redegøre bare nogenlunde forståeligt for, hvor man som dansker må rejse hen, eller hvem der må rejse ind i Danmark?

Derfor kan man kun hilse det velkommen, at statsminister Mette Frederiksen (S) – ganske oplagt, men noget sent – i tirsdags meldte ud, at grænseåbningerne nu skal afhænge af ”objektive kriterier”, herunder smittetrykket i de enkelte lande.

En yderligere uddybning af de objektive kriterier fik man ikke, men udmeldingen er dog en begyndende opblødning af de meget restriktive danske rejsevejledninger, der næppe overgås af noget andet EU-land. Samtidig kan det være et skridt i retning af en vis logik, for hvorfor måtte turister eksempelvis først ikke overnatte i Københavns og Frederiksberg Kommuner, hvorefter de gerne må? Og hvad er den gode forklaring på, at det stadig er en betingelse for turisters ophold i Danmark, at de booker mindst seks overnatninger? Er smittefaren mindsket, hvis man bliver seks dage i Danmark i stedet for fem?

Regeringen befinder sig bestemt i et svært dilemma, hvor smitterisikoen hele tiden skal afvejes i forhold til samfundsøkonomien. Lukkede grænser koster penge, men stiger smittetrykket markant, fordi grænserne åbnes for hurtigt og for uovervejet, risikerer man både flere døde og en ny og dyr nedlukning i større eller mindre grad.

Men lægges der ikke en klar linje i rejsereglerne, vil det uundgåeligt føre til, at flere vælger helt at ignorere reglerne. Allerede nu kan man eksempelvis høre om danskere, der trodser de danske rejserestriktioner og drager på ferie fra lufthavne i det nordlige Tyskland, og i går gav chefen for flyselskabet Norwegian udtryk for, at selskabet nu vil åbne flere flyvninger med en direkte forventning om, at flere vil trodse advarslerne og rejse mod sydens sol og varme.

Man kan derfor kun opfordre regeringen til hurtigst muligt at fastlægge de objektive kriterier, der skal afgøre rejsereglerne. Sker det ikke, smuldrer tilliden til myndighederne, og det kan skade hele indsatsen mod corona.