Hvor skal pengene komme fra? Det er det evigtgyldige – og yderst fornuftige – nøglespørgsmål, som i går fik Venstre til at bryde med årtiers konsensus i dansk EU-politik ved at nægte at bakke det forhandlingsmandat op, som statsminister Mette Frederiksen (S) på fredag går til et videotopmøde med sine 26 EU-kolleger med. Det er her, at regningen efter coronakrisen er til debat, når det første store slag om EU’s nye genopretningsfond på svimlende 5600 milliarder kroner og det fremtidige EU-budget skal stå.
De to store partier plejer ellers at køre parløb i europapolitikken, hvilket der har været gode, rationelle grunde til. Dels har de kunnet holde deres EU-skeptiske støttepartier ud i strakt arm, dels har danske regeringer med et bredt folketingsmandat i ryggen kunnet tale med større vægt i Bruxelles.
Det kan sagtens være, at Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen med sit nej til at give statsministeren en blankocheck på skatteydernes vegne prøver at gribe det halmstrå, der omsider skal få ham til at fremstå som handlekraftig oppositionsleder. Det kan også være, at Venstre undergraver Danmarks forhandlingsmandat ved at forvandle EU-politikken til et indenrigspolitisk slagsmål, sådan som både statsministeren og udenrigsministeren i går hævdede. Desuagtet skal Venstres formand have tak for at sætte gang i en tiltrængt dansk debat om EU, som de fleste partier de senere år trods Brexit er veget uden om.
For en gangs skyld bliver offentligheden nu ikke trættet af en teknisk pseudo-diskussion om forbehold eller bureaukrati. Nu diskuterer politikerne helt konkret, hvor grænserne for den fælleseuropæiske solidaritet går i en økonomisk krise af historiske dimensioner, og hvad Danmark skal bidrage med og får ud af sit medlemskab. Og begge parter mangler faktisk at svare på, hvor pengene skal komme fra. Reelt havde Danmark nok i forvejen malet sig op i et hjørne som medlem af EU’s sparebande med Holland, Østrig og Sverige, som har fremstået mere stædige end proaktive ved at afvise enhver tale om at yde et moralsk nødvendigt milliardtilskud til de hårdest ramte lande af coronakrisen.
Det er godt, at Danmark efter Storbritanniens beklagelige farvel til EU prøver at indgå i nye alliancer, og regeringens argument om, at solidaritet og økonomisk ansvarlighed bør gå hånd i hånd, er også på sin plads. Men selvom Mette Frederiksen hævder at være en glødende europæer, har hendes regerings tilgang til EU-politikken hidtil primært været domineret af floskler om at forsvare den danske velfærdsstat. Samtidig vidner det om et lidt for historieløst syn på det europæiske samarbejde, når statsministeren i Folketinget argumenterer med, at der tilsvarende vil være færre milliarder til vores egen velfærd, klima og genopretning, hvis vi sender penge sydpå. Som europæere sidder vi faktisk i samme båd, og her handler det ikke om italienere og spaniere, der kører på med ”mere vil have mere”.
Her handler det om en uforskyldt krise, der rent politisk og økonomisk truer med at rive tæppet væk under hele det europæiske samarbejde, som langtfra er perfekt, men alligevel det bedst mulige. Når forbundskansler Angela Merkel forklarer det tyske kursskifte om at give direkte coronahjælp fremfor at påtvinge de i forvejen gældstyngede sydeuropæiske lande yderligere lån, så argumenterer hun med, at det kun kan gå Tyskland godt, når det går resten af Europa godt. Det gælder i endnu højere grad for en lille eksportnation som Danmark. Snusfornuft og storsind behøver ikke at være hinandens modsætninger.