Skal man i kort form beskrive årsagen til det politiforlig, der blev indgået tirsdag aften, kan det gøres med to tal: 5 og 38.
Det første tal er udtryk for, hvor stor en procentdel af alle indbrud der fører til en dom mod indbrudstyven – sølle 5 procent. Og det fører ganske naturligt til det andet tal, da det repræsenterer den del af befolkningen, der ikke har tillid til, at politiet rykker ud, når der er brug for det – hele 38 procent.
Derfor er der god grund til at glæde sig over hensigterne med det forlig, som alle Folketingets partier – med Venstre og Liberal Alliance som undtagelse – nu har lagt frem som en køreplan for dansk politi. Der skal oprettes 20 nye nærpolitienheder, politistyrken udvides med 450 betjente, og så øges fokus ikke mindst på nogle af de former for hverdagskriminalitet, som i et lokalsamfund kan skabe et bagtæppe af utryghed og mistillid, såsom indbrud, narkosalg ved skoler, vold og voldtægter.
Lykkes det at realisere politiforliget, som det er formuleret, vil det være et både praktisk og kulturelt paradigmeskifte i forhold til de seneste årtiers centralisering og internationalisering af politiarbejdet.
For ja, som det gælder for så meget andet, er også kriminaliteten blevet globaliseret, hvilket ganske konkret ses ved, at dansk politi i stigende grad kæmper med udenlandske it-kriminelle og organiserede østeuropæiske indbrudsbander.
Men løsningen, både i forhold til opklaringsprocenter og tilliden mellem borgere og politi, har tydeligvis ikke været at flytte flere betjente væk fra gaden og ind i administrative stillinger i Rigspolitiet. Dette ser politikerne også ud til at have erkendt, da det som en del af forliget er aftalt, at Rigspolitiet skal halveres, så der frigøres flere betjente til at være der, hvor borgerne er. Virkeligheden er konkret, og det gælder ikke mindst, når man oplever at blive udsat for vold eller indbrud. Hvis døren er brækket op, huset gennemrodet og ens arvesmykker er stjålet, er det ikke til megen trøst, at der i Rigspolitiet sidder en særlig afdeling af uden tvivl dygtige jurister og it-eksperter, hvis der samtidig mangler en klassisk betjent til at opspore og fange forbryderne.
Opgaven bliver nu for både politikere og politi at leve op til de flotte ord i aftalen. Hvis de varslede 20 nærpolitienheder eksempelvis ender som små kontorer, som det meste af døgnet kun kan kontaktes via en hjemmeside og en telefonsvarer, risikerer det kun at gøre ondt værre.
Derfor må det være en naturlig konsekvens af aftalen, at regeringen og forligspartierne konkretiserer nogle målbare kriterier for den nye politistruktur, så man som borger er sikret øget synlighed og effektivitet, ligesom politikerne kan stilles til ansvar for forliget. Uanset hvor man bor i landet, skal man opleve en hurtig og dedikeret indsats fra politiet, hvis man udsættes for kriminalitet. Sker det, kan man kun tro, at det vil sætte sig positive spor i både opklaringsprocenten og tilliden mellem borgere og politi.