Grædende kvinder i hobetal, som i forsøget på at undslippe befamlinger, chikane og sexovergreb ”på ubeskrivelig vis” måtte løbe spidsrod gennem grupper af fulde, aggressive mænd med indvandrerbaggrund.
Alt imens et overbebyrdet, frustreret politi måtte opgive at foretage anholdelser og skabe ro og orden i dette kaos af overgreb, vold og røverier, hvor betjentene oplevede at blive grinet lige op i ansigtet med replikker som ”Jeg er syrer. I bør behandle mig pænt. Fru Merkel har inviteret mig”.
En ledende politikommissærs interne rapport fra nytårsnatten i Köln, som flere tyske medier offentliggjorde i går, er chokerende læsning. Magen til respektløs opførsel havde den pågældende indsatsleder i sine 29 år i politiet aldrig oplevet før.
Det er derfor helt på sin plads, når tyske myndigheder og politikere taler om en helt ny dimension af vold over for kvinder, som på ingen måde kan accepteres eller undskyldes. Kansler Merkels og hendes ministres løfter om, at retsstaten vil svare hårdt igen, grænser til gengæld til det banale. Det siger sig selv, at den slags ugerninger skal retsforfølges.
Det er endnu ikke påvist, om der vitterligt var flygtninge blandt gerningsmændene, om der var tale om indvandrerbøller med tyske pas, eller om hvide mænd også så deres snit til at forgribe sig på kvinder i den tilspidsede, kaotiske situation nytårsnat.
Alle slags mænd begår seksuel vold. Men de rystende vidnesbyrd fra Köln - og flere andre tyske byer nytårsnat - bekræfter endnu en gang, at der i den arabiske og nordafrikanske muslimske verden findes et sexistisk og diskriminerende kvindesyn, som på ingen måde er i overensstemmelse med, hvad vi vil acceptere i Europa.
Den tyske justitsminister, Heiko Maas, betegner det med rette som et civilisationsbrud, at hundreder af mænd rotter sig sammen for at overfalde kvinder. For det er ikke kvinderne, der skal klæde sig anderledes eller holde en armslængdes afstand, sådan som Kölns nye overborgmester, Henriette Reker, malplaceret har rådet dem til.
Det er mændene, der i generationer er blevet opdraget til at være kvindefjendske, som bliver nødt til at indordne sig efter de europæiske friheds- og ligestillingsnormer.
Selvfølgelig kan man ikke skære alle muslimske mænd over en kam, men det ville også være forkert at lukke øjnene for de dybe kulturelle og religiøse skel, som vanskeliggør integrationen for mange. Den slags skal der tales åbent om, både i det ofte hysterisk politisk korrekte Tyskland og herhjemme.
Forbundskansler Angela Merkel havde derfor fuldstændig ret, da hun i sin nytårstale mindede om, at det er ”vores værdier, vores traditioner, vores retsforståelse, vores sprog, vores love, vores regler”, som er gældende ”for enhver, der vil leve her”.
Hvordan hun konkret vil sikre sig, at det også bliver accepteret af dem, der har svært ved at tilpasse og integrere sig, fremstår i det uvisse. Men det står klart, at kanslerens evindelige forsikring om, at ”vi klarer den”, med overgrebene nytårsnat for alvor er blevet konfronteret med virkeligheden og måske endda har fået dødsstødet.