De to førende EU-ledere Angela Merkel og Emmanuel Macron har det til fælles, at de begge er barnløse. Om det er deres eget livsvalg, ved vi vist ikke. Men det er næsten symbolsk for den store og alt for upåagtede befolkningskrise, som det europæiske kontinent står midt i, at de væsentligste politiske ledere ikke selv har fået børn.
Europas måske største udfordring er, at de europæiske befolkninger ikke kan reproducere sig selv, og coronakrisen har gjort udviklingen markant værre. Under andre store historiske kriser som for eksempel Den Anden Verdenskrig voksede fødselstallet og lagde grunden til efterkrigstidens befolkningsvækst, men som det blev beskrevet i avisen her i går, gør det samme sig ikke gældende under coronapandemien.
Tværtimod tyder alt på, at unge par tøver og venter med at få børn. Utrygheden ved den verdensomspændende sygdom og den økonomiske uforudsigelighed er faktorer, der presser fødselstallet ned, ikke mindst i Sydeuropa. Mange har udskudt familieforøgelsen, men nogle har også opgivet den helt, viser undersøgelser. Hvis pandemien efterfølges af økonomisk krise og stor arbejdsløshed, vil det få endnu flere til at opgive at sætte – flere – børn i verden.
I løbet af nogle generationer vil befolkningerne i Europa skrumpe ind, og det truer den europæiske kulturs selvopholdelse. Det er indlysende bekymrende. Det samme er en øget indvandring, som nogle ser som svar på problemet.
Europas fødselskrise er ikke skabt af coronapandemien, men skyldes mange forhold. Opbruddet i gamle familiemønstre med både mand og kvinde på arbejdsmarkedet er én forklaring. Dårlige pasningsmuligheder for børn er en anden. Manglende mulighed for orlov og deltidsarbejde til forældre en tredje. Mangel på boliger til unge familier en fjerde. Og så venter alt for mange unge med at få børn, indtil de er blevet så gamle, at de ganske enkelt har svært ved det.
I 1960’erne var gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder i Danmark cirka 23 år. I dag er kvinder næsten 30 år, når de føder deres første barn. Sydeuropæiske kvinder er endnu ældre, når de føder for første og alt for ofte eneste gang. De får betydeligt færre børn end i Nordeuropa.
Oven i disse fem forklaringer på det lave fødselstal kan tilføjes den herskende og overdrevne trang til selvrealisering og ønske om at leve ubundet og fri.
At gifte sig og sætte børn i verden er en binding, som man aldrig kan slippe. Men den er også berigende og udviklende, og de fleste forældre oplever formentlig, at der med ægteskab og familieforøgelse ikke kun følger bekymringer og bindinger, men også en stærk frihedsfølelse, der er knyttet til, at man ikke længere er sit eget centrum og tyngdepunkt.
Familien har altid været samfundets inderste kerne. Uden velfungerende familier kan samfundet ikke hænge sammen. Familien som begreb skal derfor tales op. Politikerne må gøre endnu mere for, at det bliver attraktivt at sætte børn i verden. Familiepolitik har især i Danmark i mange år haft til formål at sikre, at der er nok institutionspladser, så børnenes forældre kan komme ud og arbejde.
Nu må tiden være kommet til at flytte fokus, så det i endnu højere grad bliver både muligt og attraktivt at få flere børn. I Frankrig har man i mange år med succes givet en økonomisk gulerod til familier, der sætter børn i verden.
Måske skulle man prøve noget lignende herhjemme og samtidig gøre endnu mere for at skabe en bedre balance mellem job og familieliv.