Prøv avisen

Torturens svøbe

Idealisten Søvndal var stødt ind i magtens benhårde virkelighed. Foto: Kristian Djurhuus.

Danmark må bekæmpe tortur, men bevare en sikkerhedspolitik

Er det i orden at pine et menneske, hvis det kan redde tusindvis af liv? Spørgsmålet er blevet gennemspillet af etikere og forfattere igennem århundreder. Men i disse dage rejser det igen debat i en ny form.

LÆS OGSÅ: En kropumulig tortursag

Danmarks udenrigsminister Villy Søvndal (SF) mente i weekenden, at man under ingen omstændigheder kunne bruge oplysninger, som var fremskaffet via tortur. Senere ændrede han holdning i en grad, så han i løbet af 12 timer endte med at mene, at man kan blive nødt til at benytte den type information.

Idealisten Søvndal var stødt ind i magtens benhårde virkelighed. Hans ønske om ikke at modtage informationer, der kunne være fremskaffet under tortur, ville ikke bare gøre det vanskeligt for Danmark at arbejde sammen med det meste af Afrika, Asien og Sydamerika i sikkerhedsanliggender. Det ville også gøre det svært at dele oplysninger med vores allierede USA, der i det seneste årti gentagne gange har set sig anklaget for at benytte metoder som waterboarding, hvor tilfangetagnes hoved holdes under vand, længe nok til at det giver den plagede en fornemmelse af at drukne.

Tortur er en af ondskabens mest klare og ligefremme udtryk. Vi har netop afsluttet et århundrede, hvor mennesker er blevet pint og plaget i antal som næppe før. Torturen har altid kendetegnet de diktaturer, som har gjort livet til et helvede for deres egne borgere, både i de kommunistiske varianter og i de fascistiske modeller.

Derfor bør Danmark arbejde for at komme torturens metoder til livs i alle internationale fora, hvor der kan udøves indflydelse. De ansvarlige må fordømmes, og deres gerninger holdes frem, så hele verden kan se dem. Man må fortsætte med at kriminalisere regenter som senest præsident Bashar al-Assad i Syrien, der systematisk mishandler sine egne borgere i kolde fængselskældre.

Men tager man skridtet videre og afviser under nogen omstændigheder at benytte information, der er opnået under tortur, ender man med at blive renere, end godt er. Et er, at en sådan afvisning vil umuliggøre samarbejde med allierede uden for Europa, hvilket i en stadig mere globaliseret verden vil forhindre en reel sikkerhedspolitik. Noget andet er, at man vil ende i situationer, hvor man må smide en information, der muligvis kan redde mange menneskeliv, i makuleringsmaskinen. I begge tilfælde vil man få mere blod på hænderne, end man ellers ville have haft.

Derfor bør Danmark fortsætte presset på torturlande i alle internationale sammenhænge og undgå formaliseret udveksling af politi-oplysninger med dem. Men Villy Søvndal har gjort klogt i ikke at indtage den utopiske renheds positur som sidste standpunkt. AEM