Over hele Europa ses en hastig forværring på coronafronten. Den danske regering strammer op, og flere kirkelige smitteudbrud er kommet frem, som man kunne læse om i Kristeligt Dagblad i går.
Der har været tilfælde i folkekirken, som ikke har været tacklet forsigtigt nok. Og hurtigt nok. Selvom man satte ind med blandt andet smitteopsporing, efter man opdagede 39 coronatilfælde, der var forbundet til Kingos Kirke i København, lod forløbet også en del tilbage at ønske. Der gik over en uge, fra man i Københavns Stift fik kendskab til episoden, til man sendte besked ud til alle præster om det. Der blev ikke meldt noget tydeligt og passende ud til offentligheden. Og der er andre eksempler. Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter holdt for eksempel en efteruddannelsesdag i København, som også kunne have været holdt digitalt.
Alle retter nu blikket mod julen i kirken. Juleaften er årets største gudstjenestedag i Danmark. Der vil formentlig komme et sekscifret antal danskere for at høre det glædelige budskab. Det er der i den grad brug for efter et langt coronaår, som har været svært for mange. Opfindsomt arbejder sognekirker på sikkerheden før den store tilstrømning af kirkegængere. Bare man ikke overser den mest effektive vej til en sikker jul: De populære gudstjenester omkring den 24. december vil have bedre chancer for at blive vellykkede, hvis man i de kommende dage og uger gebærder sig forsigtigt, holder digitale møder og melder tilfælde af smittespredning ud hurtigt og højt.
Det er en bemærkelsesværdig bevægelse, der har været folkekirken. Man var hysterisk forsigtig i marts, da smitten brød ud. Man talte om at stå last og brast med samfundet. Men det er helt andre signaler, der sendes nu. Det gav mening at åbne op, da smittefaren svandt ind i sommertiden. Nu vokser den desværre igen, og folkekirken må følge den skærpede opmærksomhed, der ses i resten af samfundet. Også selvom der ikke er noget, der tyder på, at religiøst samvær er farligere end supermarkedsbesøg, hvis man ellers håndterer salmesang ordentligt.
I folkekirken kan man for tiden høre det argument, at man ikke skal dramatisere smittesituationen, fordi mennesker har brug for håb. Men hvis det betyder, at man ikke melder højt og entydigt ud om spredningsepisoder og smittebillede, er det en kortsigtet strategi. Man skaber ikke håb ved at give kirkemedlemmer indtryk af, at man holder oplysninger tilbage for dem.
Åbenhed er vejen frem. I mange store organisationer ville man tænke, at en krisesituation kræver mere kommunikation og mere åbenhed. Mange steder ville man arbejde med at samle erfaringer på tværs af landet og sørge for at udveksle viden hurtigt, så man kunne lære om coronabekæmpelse som organisation. Det burde folkekirken også gøre. Åbenhed og offentlig udveksling af viden er den bedste måde at sikre tilliden til kirken.