Op til folketingsvalg må politiske partier ikke reklamere for sig selv på tv. Heller ikke fagforeninger, arbejdsgiver- og interesseorganisationer må annoncere politisk på tv op til valg, og sådan har det været siden 2005, da reglerne senest blev strammet. Forbuddet har siden jævnligt været til debat. I 2008 afgjorde Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstol, at Norge havde forbrudt sig mod menneskerettighederne ved at udstede en bøde til en tv-station, som bragte en reklame for et politisk parti, Pensionist-partiet. Principielt handler det om ytringsfrihedens grænser, og et forbud mod for eksempel politisk tv-annoncering er uomtvisteligt et indgreb i retten til at ytre sig frit. Hidtil har ingen toneangivende partier, bortset fra Liberal Alliance, dog villet gøre op med forbuddet, og det vil Liberal Alliance som regeringsparti i øvrigt heller ikke i dag.
Spørgsmålet om politiske tv-reklamer blev i søndags taget op af dagbladet Politiken, fordi partiernes markedsføring bliver et væsentligt tema i den valgkamp, som for alvor begynder med det nye folketingsår. Oprindelig blev forbuddet mod politiske tv-reklamer indført for at undgå, at rige partier eller kandidater skulle få en fortrinsstilling frem for fattigere konkurrenter. Man ville undgå ”amerikanske tilstande”, hvor det stort set er umuligt at blive valgt til noget som helst, hvis man ikke har enorme summer at føre valgkampagne for. Tilmed har amerikanske valgkampe vist, at bundgrænsen for perfide personangreb nærmest er ikke-eksisterende, når der lukkes op for tv-sluserne.
Som flere eksperter gør opmærksom på, kan det danske forbud mod politisk tv-annoncering imidlertid snart vise sig at være meget forældet. Ligesom virksomheder markedsfører politiske partier sig nu i høj grad på internettet, hvor mulighederne for offentlig regulering er sparsom. Forbuddet mod politisk annoncering i valgperioder kan næppe overføres til nettet. På hjemmesider som Facebook eller Google kan man købe sig til at få sine synspunkter eksponeret over for særlige grupper af vælgere, og som sagen om Cambridge Analytica fra det amerikanske præsidentvalg viste, har den form for målrettet kampagne kunnet drives langt ud over det etisk og formentlig endda juridisk forsvarlige.
Grundlæggende tegner der sig derfor desværre trange tider for en sober, politisk markedsføring – med eller uden forbud for tv-annoncerne. De politiske partier vil selv kalde det en professionalisering, men i realiteten bliver den politiske kommunikation stadig mere uigennemsigtig og polariseret. Når partiernes følgere på sociale medier bakker op om et bestemt synspunkt, vil man ofte ikke vide, om det er skrevet af en virkelig person eller af en robot. Man vil ikke vide, hvem der har finansieret hvad. Og frem for alt vil der blive stadig mere markedsføring i de såkaldte ekkokamre, hvor partierne taler til egne tilhængere uden forstyrrende spørgsmål fra for eksempel en kritisk journalist. Det er en trist udvikling for demokratiet.