Interessen for tro blandt danske medieforbrugere er stor. Tidligere tiders fordomme om kirke, tro og religiøse livsytringer er hastigt på retur. I stedet er kommet en nysgerrighed og ærlig interesse for, hvordan troende mennesker opfatter verden, og for, hvad religion betyder i hverdagen.
Dette tidehverv har mange årsager. Med indvandringen er religion blevet tydeligere i gadebilledet. På et politisk niveau er tro blevet en magtfaktor. Og så har ateisme og materialisme tilsyneladende udspillet deres rolle som fyldstgørende forklaringer for det moderne menneske, der i stigende grad vender sig mod både organiseret tro og en mere åben åndelighed.
Alt dette afspejler mediedækningen ganske godt. Der er langtfra nok programmer på radio og tv, der beskæftiger sig med danskernes interesse for tro. Men de programmer, der findes, går som regel til feltet nysgerrigt og fordomsfrit. Det gælder også den endnu nye radiokanal, Radio4, der fra begyndelsen meldte ud, at religion skulle fylde i sendefladen. Med det profilerede program ”Tro på det!”, hvor værten er Isam Bachiri, løfter kanalen formelt sit ansvar for naturligt at inddrage tro på lige fod med andre emner i programrækken.
Men kigger man på indholdet, som eksperter gør i dagens avis, tegner et andet og mere bekymrende billede sig. De enkelte programmer er ikke spor repræsentative for hverken danskernes tro eller kønsfordeling. Det store flertal af indbyggerne er medlemmer af folkekirken og fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem kvinder og mænd.
Det er derfor helt skævt, når alle mulige minoritetsreligioner – et helt program er eksempelvis viet asatroende – vægtes lige så højt som evangelisk-luthersk kristendom. Og det er tilsvarende ude af trit med repræsentativiteten, når det oftere er mænd end kvinder, der interviewes. Kvoter er ikke vejen frem, men det burde være naturligt at tænke i en mere ligelig kønsfordeling.
Et andet problem ved dækningen af tro i Radio4 angår hele tilgangen til feltet – en tilgang, man desværre også ser andre steder i medielandskabet. Den underliggende opfattelse af tro i ”Tro på det!” er, at religion alene handler om følelser. Der er det inderlige trosforhold, som vi herhjemme kender fra pietismen, der har værten Isam Bachiris store interesse. Når det parres med, at den kendte musiker også sætter sig selv i spil, får man en dækning af tro, der næsten udelukkende afspejler de følelsesmæssige og individuelle sider af trosudøvelsen. Tro er imidlertid også viden, dogmer og læresætninger, der eksisterer uafhængigt af, hvad den enkelte måtte føle. Og tro er tillige fællesskab og historie, især i Danmark, hvis udvikling og institutioner umuligt kan adskilles fra kristendommen.
De faktuelle og historiske sider af tro bør derfor fremgå tydeligere af mediernes dækning af feltet. Landets lyttere og seere ved udmærket, at tro er langt mere end individuelle følelser.