Prøv avisen
Leder

Trosfrihed er ikke EU’s stærke side

Gode takter i plan for forfulgte. Men kan EU løfte opgaven?

Regeringsgrundlaget fra 2016 giver et løfte: ”I flere af verdens brændpunkter foregår en systematisk forfølgelse af kristne minoriteter. Regeringen vil have et særligt fokus på at styrke det internationale samarbejde for at beskytte disse minoriteter.” I går kom endelig regeringens samlede planer for at opfylde det løfte. Der er grund til at glæde sig over, at Udenrigsministeriet nu sætter trosfrihed på dagsordenen. Der er brug for det. Kristne forfølges fra Nordkorea til Nigeria, viser en ny rapport fra organisationen Åbne Døre.

Hvad vil regeringen præcist gøre? Der er fem spor, som udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) præsenterede i går i København:

Man vil fokusere på Mellemøsten og Nordafrika. Man vil særligt arbejde med Egypten, Libanon, Iran og Indonesien. Man vil sammenknytte kvinderettigheder og religionsfrihed. Man vil påvirke EU til at fokusere mere på trosfrihed. Og man vil hjælpe konkrete ofre for religionsforfølgelse.

Der ligger gode overvejelser bag disse valg. Og man må støtte indsatsen. Men den planlagte kurs rejser også flere spørgsmål.

Kvinders rettigheder har allerede høj prioritet for mange store lande og store organisationer som FN. Og det er nødvendigt. Men hvor meget vil det hjælpe Egyptens plagede koptere, at man fokuserer endnu mere på ”æresrelateret vold” og ”seksuelle og reproduktive rettigheder”, som Ulla Tørnæs sagde i går?

Også EU-sporet kan blive vanskeligt. EU har vist sig svagt, når det gælder international handling, ikke mindst i værdibårne konflikter. Man har tidligere lavet erklæringer og retningslinjer til fordel for religiøst forfulgte. Men ikke ret mange har opdaget det.

Det er svært at forestille sig dominerende politikere i EU som Tysklands kansler, Angela Merkel, og EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, øge støtten til forfulgte kristne drastisk i et offentligt værdifremstød. Det er omvendt lettere at se dem for sig tale bredt og varmt om alles rettigheder. Og vil det splittede EU overhovedet kunne enes om noget så ømt som forholdet til muslimske lande og deres behandling af kristne og andre grupper? Det har indtil nu været svært for kontinentets toppolitikere. Religionsfrihed har hidtil haft lav prioritet i EU. Kun meget få af medlemslandenes menneskeretlige tiltag har haft med trosfrihed at gøre, forklarede i går Franz-Michael Skjold Mellbin, der bliver ansvarlig for et nyt kontor i Udenrigsministeriet, som skal bekæmpe religionsforfølgelse.

Men omvendt kan EU’s svage indsats netop ses som en god begrundelse for at trække kontinentet i den rigtige retning, som regeringen ønsker at gøre det. Så på trods af de iøjnefaldende udfordringer må man bakke op om tiltaget. Regeringen lægger op til at inddrage de mange kirkelige organisationer, som er engagerede i kampen for de forfulgte, ikke mindst i Mellemøsten og Afrika, i det videre arbejde. Det lover godt for bekæmpelsen af religionsforfølgelse, der er så hårdt tiltrængt i disse år.