Orden må der til. Så nu skal de ordnes – ”de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold”, som det hedder i Grund-lovens paragraf 69. Det såkaldte Trossamfundsudvalg blev nedsat af daværende radikale kirkeminister Manu Sareen i december 2014, og nu har udvalget afleveret betænkningen ”En samlet lovregulering af andre trossamfund end folkekirken”.
Som det fremgår, er målet netop, at det skal føre til en samlet lov for trossamfund af jøder, muslimer, hinduer, buddhister, kristne uden for folkekirken, asatroende og andre. Af debatten har man kunnet få det indtryk, at vi befinder os på kanten af et grundlovsbrud, når der endnu 168 år efter Grundloven stadig ikke findes én stor forkromet trossamfundslov. Det er nu ikke tilfældet. Der findes masser af lovgivning om både civilretlige forhold, skatteforhold, forkyndere og meget andet.
Når det er sagt, er der en pointe i, at en del af lovgivningen virker inkonsekvent og tilfældig. Eksempelvis er det besynderligt, at 11 trossamfund, som har fået samfundets blå stempel før 1970, kaldes ”anerkendte”, mens trossamfund, der har fået vielsesmyndighed og skattefordele efter 1970, er ”godkendte”.
Kan man med en ny lov rydde op i det og i bøvlet for trossamfund, skal det være velkomment. Den betænkning, udvalget har lagt frem, peger imidlertid i en helt anden retning.
Oprindeligt blev udvalget nedsat uden repræsentanter for trossamfundene selv, men den nuværende regering fik i det mindste føjet til i udvalgets kommissorium, at trossamfundene skulle høres af udvalget. Ved den høring kom mange interessante indlæg frem. Grundtonen i dem var, at trossamfundene var bekymrede for, at staten reelt blot ville have større kontrol.
Bekymringen vedrørte blandt andet, at staten skulle kunne rekvirere medlemslister og føre jævnlig kontrol af økonomien ud over den kontrol, som i forvejen foregår i Skatte-ministeriet. Kort sagt, at bundlinjen var mistillid til trossamfundene. En mistillid, der også har været udtalt i de seneste års lovgivning med stadig skrappere krav til trossamfund, deres forkyndere, skoler og så videre. Det er ikke svært at lokalisere kilden til denne generelle politiske modvilje, som også er en modvilje mod religion i det hele taget. Kilden er islam og ikke mindst islamisters manglende respekt for vestlige værdier.
Og vist er der god grund til at være kritisk over for islamisters kvindesyn, manglende demokratiske sindelag og ubehagelige sociale kontrol. Vil et politisk flertal ofre den grundtvigske rummelighed for at hegne den slags inde, er det imidlertid en meget høj pris at betale. Særligt springer det i øjnene, at et flertal af trossamfundsudvalgets medlemmer vil kræve, at trossamfund skal have medlemsdemokrati og ligebehandling af køn i deres organisationsform.
Det betyder, at et trossamfund for eksempel ikke kan have en selvsupplerende bestyrelse efter sine vedtægter, selvom samfundet måtte mene det nødvendigt for at beskytte dets dogmer. I det hele taget nærmer flertallet sig betænkeligt den trosbekendelse, at demokrati og ligestilling er en gud, som alle andre dogmer må underordnes.
Foreløbig har kirkeminister Mette Bock (LA) ladet forstå, at regeringen ikke vil stille krav om demokrati og ligebehandling til trossamfund uden for folkekirken, men regeringen har jo ikke flertal alene, og spørgsmålet er, om de øvrige partier alligevel vil presse de krav igennem. Tros-samfundene uden for folkekirken har god grund til at være skeptiske over for, hvad der venter.