Prøv avisen

Troværdighed

Straffedomstol er under frontalangreb i disse dage. Det er skammeligt

FRA SNART SAGT alle verdenshjørner kommer der i disse dage udmeldinger om, hvor forkert det var af Luis Moreno-Ocampo, chefanklager ved Den Inter-nationale Straffedomstol, ICC, at gå offentligt ud og anmode om, at der udstedes anholdelsesordre mod Sudans præsident, Omar al-Bashir, for hans rolle i folkemordet i landets Darfur-region.

Fra nødhjælpsorganisationer på landjorden ud-trykkes der frygt for, at de civile vil blive de virkelig ofre, fordi de frygter, at al-Bashir vil smide de humanitære organisationer ud af landet. Fra diplomatisk hold og det gælder både stormagter som Kina og Rusland samt højtstående FN-folk frygter man totalt sammenbrud i fredsforhandlingerne og underminering af aftalen om en stor FN-styrke i landet. Fra de arabiske landes side vil man forsøge at få FNs Sikkerhedsråd til at standse ICCs arbejde i 12 måneder initiativet skyldes både solidaritet med de arabiske brødre i Sudan og en generel misbilligelse af anklager om overtrædelse af menneskerettigheder i regionen samt modstand mod indblanding i landes indre anliggender.

OVEN I KØBET er chefanklagerens personlige integritet nu kommet for skud. Ocampo beskyldes for at have timet offentliggørelsen af sin anmodning, så den tog opmærksomheden væk fra, at han ved den internationale arbejdsret, ILOAT, havde tabt en sag om uretmæssig fyring af en talsmand, som havde beskyldt Ocampo for voldtægt af en journalist.

Chefanklagerens ageren underminerer hele ICCs troværdighed, lyder det fra folkeretseksperterne. De opfordrer til, at man overvejer at bruge den mulighed i ICCs statutter, der giver mulighed for at afsætte anklageren, hvis han har forbrudt sig mod sine embedsforpligtelser. Kun dette kan redde domstolens troværdighed, mener de.

Lad det være slået fast med det samme, at det naturligvis ikke hører nogen steder hjemme, hvis personlige interesser hos en højtstående person ved et internationalt vigtigt organ får betydning for den måde, organet opererer på. ICCs nuværende talspersoner afviser da også og ikke uventet enhver sammenhæng mellem de to sager.

Klart er det, at det er beviserne mod al-Bashir, der vil være afgørende for, om der bliver udstedt en anholdelsesordre eller ej. Dette er op til andre jurister i domstolens kammer for forundersøgelser at vurdere. Kun hvis domstolens kammer for forundersøgelser skulle komme til en modsat konklusion af Ocampos, kan sidstnævntes integritet drages i tvivl.

FORELØBIGT MÅ man stole på chefanklagerens troværdighed og hele ICCs uafhængighed, hvilket netop er straffedomstolens store styrke. Etableringen af ICC er det mest glædelige skridt inden for folkeretten efter FNs dannelse i 1945. Det er positivt, at ledende politikere og militærfolk ikke længere beskyttes af folkeretlig immunitet. Og det er absolut velkomment, at ICC med dette skridt for første gang har intentioner om at udstede en arrestordre mod en siddende præsident.

Det er i den grad på sin plads, når der er tale om en anklage for den absolut groveste forbrydelse, et folkemord.

Der er som nævnt mange rundt omkring, som vrider sig i hænderne over ICCs skridt. Ud fra vidt forskellige motiver sætter de derfor ICC og Ocampo under frontalangreb. Det skygger for det egentlige katastrofen i Darfur og det er skammeligt.

brun