POLITIKERNES INDBYRDES debat op til folkeafstemningen næste torsdag har nået et lavpunkt, hvor formentlig kun de mest overbeviste ja- eller nejsigere endnu hænger på, og som tilskuere ved en boksekamp fryder sig, når deres mand får et stød ind. De vælgere, politikerne ønsker at overbevise, de usikre og uafgjorte, skræmmes snarere bort. Det kan formentlig give et lille ekstra plus til nejsiden, fordi det altid er lettere at overbevise de vaklende om status quo. Ikke som en bekræftelse af det gamle ord om, at »man ved, hvad man har«, for ingen kender udviklingen efter hverken det ene eller det andet resultat af folkeafstemningen. Men det er jo netop, hvad både jaside og nejside med den godt nedslidte debat om f.eks. folkepensionen temmelig unuanceret forsøger at overbevise os om. Netop fordi den menneskelige natur reagerer sådan, må det nok konstateres, at jasiden, og da især statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og hans parti, med garantien for fremtidens folkepension i de sidste dage har optrådt som en hund i et spil kegler. Vel spiller netop velfærdsstatens tryghedsgaranti en rolle for manges stillingtagen. Men EU-tilhængere har ladet sig selv tvinge i defensiven, hvilket vel ikke mindst blev demonstreret, da Venstre og Det Konservative Folkeparti følte sig tvunget til at spille med i statsministerens udspil om en folkepensionsgaranti. Heller ikke de to store borgerlige partier har nemlig formået at trænge igennem med deres positive bud på Danmarks eurofremtid og dermed sætte dagsordenen op til folkeafstemningen. Der er endnu tid til at vende stemningen og meningsmålingerne, lyder det stadig fra Socialdemokratiet. Venstre derimod synes at have travlt med at helgardere sig ved allerede nu at forberede slagsmålet om, hvem der har skylden, hvis det bliver et nej. Det er en så defensiv og kortsigtet indenrigspolitisk manøvre, at den burde skabe mistillid helt ind i partiets egne rækker, inden krydset skal sættes. Hvor ja-sidens tidligere forsøg på at karakterisere nejsiden ved at fremhæve en uhellig alliance mellem venstrefløjen og Dansk Folkeparti, der spiller jasiden nu selv modstandere samme kort i hænderne. Hvis vi den sidste uge skal leve med indbyrdes strid og kævlerier mellem tilhængerne om, hvem der har svigtet, så kan nejsigerne godt begynde at hvile på laurbærrene. Det eneste modtræk er en fælles front for at overbevise om, at Danmark er bedst tjent med at være fuldt og helt medlem af det EU, som selv flertallet af modstanderne ikke drømmer om at kræve os ud af. I hvert fald har de travlt med at forsikre om, at Danmarks medlemskab ikke trues af et nej, for de ved godt, at det ville skræmme vælgerne væk. Den vished burde være trumfkortet frem til afstemningen. jr-o