Vestens ledere stod i går i kø for at klappe USA’s præsident, Donald Trump, på skulderen for hans missilbårne straffeaktion mod Syriens Assad-styre natten til fredag. Rosen, der også kommer fra vor egen udenrigsminister, skal være Donald Trump vel undt. Han fik med bombningen af den syriske luftbase bragt orden i det politiske kompas, efter at han i nogle måneder har foruroliget og forvirret regeringer og politikere overalt ved at sige alt det modsatte af, hvad man forventer af en amerikansk præsident.
Men nu har han på én nat bragt tingene tilbage på deres vante plads: Præsident Bashar al-Assad er igen over-skurken i Syriens borgerkrig, Rusland er over-skurkens sponsor og som sådan placeret i den gammelkendte rolle som Vestens antagonist, og i periferien af den syriske borgerkrig er medinteressenter som Tyrkiet, Iran og Israel efter bombningen ligeledes flyttet tilbage i roller, hvor vi kender dem.
Det kunne altsammen se meget betryggende ud. Og det er da også svært at græde over, at det brutale giftgasangreb på civile i byen Khan Sheikhoun blev straffet. Men sandsynligvis er enhver fredelig afslutning på Syriens seks år lange borgerkrig rykket længere væk efter det seneste halvandet døgns begivenheder. På den baggrund forekommer den begejstring, der synes at bære reaktionerne også herhjemme, yderst letsindig.
Amerikanernes bombning af luftbasen i går var varslet over for Rusland. Det ændrer ikke ved, at russerne nu må konkludere, at den begyndende forståelse mellem USA og Rusland om Syrien-situationen, der har vist sig de senere måneder, er brudt sammen. Den eneste – og på forhånd spinkle – udsigt til en fredsslutning i borgerkrigen kunne have bestået i en stormagtsaftale, der delte et fremtidigt Syrien op nogenlunde efter de gældende frontlinjer. Den er formentlig umuliggjort i overskuelig fremtid.
I stedet for den militære afstraffelse af det syriske regime, som Trump udløste i går i logisk forlængelse af sin rutinemæssige macho-retorik, kunne amerikanerne have vundet politisk kapital på situationen. En kapital, der ville have gjort det muligt for USA at insistere på, at en fremtidig ordning efter borgerkrigens afslutning skal og må indebære, at Bashar al-Assad bringes for en international krigsforbryderdomstol. Rusland ville ikke usandsynligt have ofret Assad til fordel for en ordning, der tilgodeser russiske geopolitiske interesser i et fremtidigt Syrien.
Det er en indrømmelse, Trump under alle omstændigheder ville være nødt til at give russerne, hvis der overhovedet skal kunne tænkes en international aftale om syrisk fred.
Til gengæld står Islamisk Stat til at profitere på udviklingen. Og det i en grad, så terrorhærens strateger må have gnedet sig inderligt i hænderne, da de hørte om giftgasangrebet i tirsdags. For kunne de ønske sig en mere selvdestruktiv handling fra deres hovedfjende, Bashar al-Assads, side? Nok ikke.
Det krævede ingen politolog-uddannelse at regne ud, at krigsforbrydelsen ville tvinge Trump til at træde i karakter som den hårde negl, han har afbildet sig selv som – med nøjagtig det resultat, der nu foreligger: at USA’s og Ruslands koordinering af deres kamp mod Islamisk Stat ligger i ruiner. Det var først og fremmest dén, der blev skudt i stykker, da amerikanerne lod 59 Tomahawk-missiler regne ned over den syriske luftbase.
Alt i alt har Trumps reaktionsmønster igen vist sig uhensigtsmæssigt. Han opnår en øjeblikkelig effekt, men han forringer sine muligheder for at opnå noget vigtigere på længere sigt. Nu må man bare håbe på, at hans reaktion ikke bliver begyndelsen på en eskalering af Syrien-konflikten.