På mandag vil det amerikanske valgmandskollegium formelt udpege Demokraternes Joe Biden som USA’s 46. præsident. Han bliver valgt med 306 stemmer mod Donald Trumps 232. Det er lidt flere stemmer, end Donald Trump vandt med over Hillary Clinton i 2016. Dengang betegnede Trump resultatet som en jordskredssejr. I dag betegner han det som valgsvindel.
Donald Trump er en farlig mand og en virkelig dårlig taber. Hans mange forgæves sagsanlæg og forsøg på at få ændret valgresultaterne har haft den ødelæggende virkning, at en stor del af de republikanske vælgere tvivler på demokratiet og valgets troværdighed.
Det forlyder, at Trump ikke vil deltage i indsættelsen af Joe Biden, men planlægger sit eget store vælgerarrangement. Måske vil han her annoncere sit kommende kandidatur som præsidentkandidat.
Alt i alt giver magtoverdragelsen Joe Biden et dårligt grundlag at overtage ledelsen af landet på. Det er ikke America First, men Trump First. I denne uge var der deadline for de enkelte delstaters validering af valget. Biden fik syv millioner flere stemmer end Trump, men fordi valget foregår ved et forældet valgmandssystem, der favoriserer mindre folkerige stater og giver vinderen i de enkelte stater alle stemmer, var den reelle sejr til Biden meget lille og mindre end ved sidste præsidentvalg. Havde 43.560 flere amerikanere stemt på Trump i de tre delstater Arizona, Georgia og Wisconsin, havde resultatet været et dødt løb.
Demokratiet fungerer stadig i USA – ikke mindst i kraft af en række lokale embedsmænds og dommeres ubestikkelighed. Selvom Trump har udskiftet et væld af føderale dommere og styrket højesterets konservative orientering, har dommerstanden ikke favoriseret præsidenten i de søgsmål, der er blevet anlagt. Det har lokale valgansvarlige heller ikke. Republikanske politikere på delstatsniveau har langt de fleste steder bakket op om de demokratiske principper, der indebærer, at den, der får flest stemmer, vinder. Og at også alle brevstemmer skal tælles med.
Man kan ikke afvise, at Trump tror på sine egne løgne. At han ved den gentagne påstand om, at valget har været præget af svindel, også har overbevist sig selv om, at han er den rigtige vinder. Eller han er skruet mentalt sådan sammen, at han ganske enkelt ikke tror, at han kan tabe. Følg bare hans mange Twitter-beskeder.
Uanset hvordan Trumps handlinger skal forklares, er hans måde at takke af i Det Hvide Hus på underminerende for demokratiet og uværdigt for en amerikansk præsident. Engang kom truslen mod demokratier først og fremmest fra generalers militærkup. I dag kommer den fra populisters farlige manipulation med virkeligheden.
Tidligere delte befolkninger sig efter politiske holdninger til især fordelingen af samfundets goder. I dag deler mange og ikke mindst amerikanerne sig efter identitetspolitiske skillelinjer. Race, køn og religion spiller især i USA en afgørende rolle for politiske holdninger. Det skaber uoverstigelige modsætninger, hvor kompromiser nemt bliver opfattet som forræderiske. Man kan forhandle om fordelingen af samfundets goder, men ikke om identitet og om, hvem man er.
Demokrati næres af tolerance og evnen til overbærenhed. Den fremmes ikke i den amerikanske politiske kultur. Trumps populisme er ødelæggende, men han fik rekordmange stemmer. Så det, der i dag splitter USA, går ikke væk, selvom Trump skulle besinde sig, erkende sit nederlag og takke fredeligt af, sådan som han retteligt burde gøre.