Det respekterede britiske magasin The Economist bragte i den forgangne uge en forsideillustration, der sammenfatter Donald Trumps første år ved magten i USA. Trump er tegnet som en étårig tumlingehersker siddende i en barnevogn. Han smider sutten fra sig ned på gulvet til legetøjsraketter, byggeklodser, en russisk matrjosjka-dukke, hvor Vladimir Putin gemmer sig inde i hans ældste søn, Donald Trump Junior, og et eksemplar af den nye kritiske bog om hans præsidentskab, ”Fire and Fury”, dog i en billedbogsudgave.
Tegningen sammenfatter én side af Donald Trump, som med rette har fyldt meget i hans første år som præsident, nemlig hans person og karakter. Trump fremstår selvoptaget, umoden, ivrig efter at fremhæve egen storhed, uimodtagelig for kritik og derfor også barnagtig. Hans evige tweets om ikke mindst egne fortrin bidrager til dette billede, senest med hans pinlige karakteristik af sig selv som ”et meget stabilt geni”.
Trump trodser alle traditionelle normer og standarder for præsidentiel adfærd, blandt andet med sine mange åbenlyse usandheder og løgne. Han fremstår udiplomatisk, anti-intellektuel, følelsesstyret og uberegnelig.
Det første år ved magten har vist, at Donald Trump ikke besidder de personlige egenskaber, der må forventes af en amerikansk præsident.
Men hvis kritikken af Trump alene fokuserer på hans person og stil, går man fejl af den politiske virkelighed i USA. Trump står politisk stærkere i dag end på noget andet tidspunkt. Han repræsenterer en politisk højre-drejning af landet, der begyndte længe før ham og formentlig vil fortsætte længe efter.
Det er en modbevægelse, der med den danske USA-ambassadørs, Lars Gert Loses, ord er ”antiestablishment, antipolitik, antiglobalisering, antifrihandel, antiflygtninge og anti-indvandring”.
Bevægelsen er båret af vælgere fra de mange delstater, der ikke er en del af hverken østkyst- eller vestkystestablishmentet. Det er på både øst- og vestkysten, at USA’s landsdækkende medier holder til, og det er ikke første gang, at de har undervurderet en politisk strømning i hjertet af USA. En klumme i britiske Financial Times beskrev forleden, hvordan den amerikanske toneangivende avis The New York Times for eksempel havde skrevet om trans-kønnedes problemer 1169 gange i valgåret op til Trumps sejr, mens avisen stort set havde overset at skrive om det store samfundsproblem, der udgøres af den høje dødelighed hos hvide underklassemænd. Og det er blandt andet hvide mænd som dem, der har stemt Trump til magten.
Trump forfølger sin ”Amerika først”-doktrin, men langtfra så dramatisk, som han havde bebudet. Økonomien i USA er i højeste gear. Den fattigste del af befolkningen oplever for første gang i årtier reelle lønstigninger. Der er gennemført en stor skattereform, som gavner erhvervslivet og skaber arbejdspladser. Den illegale indvandring er der bremset markant op for.
Trumps anti-elitære angreb på hele det etablerede USA, herunder landets efterretningstjenester, medier og retssystem, har været rystende at følge. Man er vant til at se fjendtlige magter prøve at destabilisere et samfund, men ikke magthaverne i landet selv. Det er en adfærd, der støder mange i det etablerede USA og Europa, men den går formentlig rent hjem hos Trumps kernevælgere.
Bundlinjen efter Trumps første år ved magten er, at hans stil og retorik er dramatisk og stødende, men hans faktiske politik er mere afdæmpet og langtfra så samfundsomstyrtende, som mange havde frygtet.