Det er vulgærracismens frase nummer 1. ”Skrub hjem, hvor du kommer fra.” Hver dag bliver den fyret af på Facebook og i virkelighedens verden, hvor folk med andet udseende eller anderledes klingende navne end flertallets må lægge øre til den. I Danmark, i USA, allevegne. Og selvom niveauet er under gennemsnittet for dansk skolegårds-mobning, kan udsagnet nu også tilskrives ingen ringere end USA’s siddende præsident, Donald Trump, som forleden på Twitter opfordrede fire ikke-hvide demokratiske kongresmedlemmer til at forlade USA.
Der er al mulig grund til at tage afstand fra præsidentens underlødige opfordring, som ud over at være dum også bidrager til at så splid i en allerede hårdt prøvet amerikansk befolkning. Men selvom sagen om Trumps seneste udfald har skabt berettiget furore både i og uden for USA, så rummer den desværre også et politisk potentiale for Trump, som han midtimellem alle sine himmelråbende inkompetencer gang på gang formår at udnytte. Ved at appellere til den almindelige racisme begejstrer og mobiliserer han således den del af højrefløjen, som er en af nøglerne til at genvinde magten ved præsidentvalget i 2020.
At Trump med sin appel til grupper, der hylder hvidt overherredømme, nærer en racetænkning, som har martret det amerikanske samfund siden borgerkrigen, lader ikke til at bekymre ham. Tværtimod. Jo mere han kan tale til laveste fællesnævner, jo mere skidt og møg, han kan hvirvle op fra understrømmen af had til både sorte og østkyst-liberale, desto bedre bliver klimaet for ham.
Derfor skal Demokraterne også tænke sig om. For selvom de kan vinde spontan sympati i disse dage ved at dyrke den almindelige forargelse over Trump, så står Det Demokratiske Parti med et dybere problem, som Trump er særdeles bevidst om. Demokraterne kan ikke tale USA op. De kan hamre løs på Trump, på hans mur og på alle hans gerninger og alt hans væsen. Men de er meget dårlige til at tale om, hvad de selv vil med USA. Hvad kan de tilbyde den amerikanske arbejder? Hvilken rolle ser de for USA i verden? Det er langt fra tilfældigt, at Trumps udfald mod de progressive demokratiske kongresmedlemmer netop handlede om deres tilbøjelighed til at tale USA ned.
Mange kræfter i Det Demokratiske Parti bruges på at varetage særinteresser for USA’s etniske og seksuelle minoriteter. Og selvom den dagsorden kan være sympatisk nok, så tilbyder den ingen svar på de problemer, som optager flertallet af amerikanere. Det betyder ikke, at de skal ligge under for Trumps splittende retorik, men det betyder, at de selv må komme på banen med andet end identitetspolitik og Trump-forargelse.
Hvis tiden frem mod valget næste år bliver Trumps ”Make America Great Again” over for Demokraternes kritik af et selvoptaget, racistisk USA, er der stor sandsynlighed for, at Trump løber af med sejren.