Vikinger skal være sexede. Det siger Jim Lyngvild, modedesigner og medansvarlig for en snarlig udstilling om vikinger på Nationalmuseet. Hans beskrivelse af projektet for nylig i Berlingske vækker til eftertanke:
”Nu skal vikingerne være lækre og frække og sexede og cool og fede igen. Det er det, jeg skal vise herinde,” siger designeren om sit arbejde for museet og tilføjer, at der ikke er nogen, der gider at se udstillinger, hvor en viking ligner en ”udskidt bonde”.
Man må påskønne Nationalmuseets vilje til at komme i berøring med de brede lag. Formidling af historie kræver originale tiltag. Men beslutningen har vakt debat blandt historikere, og det virker da også som et besynderligt træk af et historisk museum at vælge et offentligt ansigt, der har gjort sig selv kendt for lemfældige udsagn om historien og kulørt optræden som medie-celebrity.
Man forstår, at samarbejdet er del af en strategi. Ved åbningen på mandag har museet inviteret skuespillere fra den action-mættede tv-serie ”Vikings”, der samme dag er på gaden med en ny sæson. Tankevækkende er det, at museumsdirektør Rane Willerslev sammenligner museets arbejde med produktionen af en tv-serie, hvis instruktør, Michael Hirst, i dagbladet New York Times har sagt, at man ikke ville få seere nok, hvis man havde holdt sig til den historiske virkelighed.
Der er ingen tvivl om, at Nationalmuseet med udstillingen vil få et andet image i offentligheden. Var man ked af at være den artige elev, kan man nu glæde sig over at være den frække dreng i klassen, der leverer de kække bemærkninger.
Men statens store museum burde være den dygtige elev i klassen, ikke den kække. Og spørgsmålet er, hvad prisen for den kulørte markedsføring bliver. Man skal nok få flere gæster og mere opmærksomhed i medierne, men det er svært at forestille sig, at strategien ikke også vil koste på troværdigheden hen ad vejen. Skulle man være i tvivl, kan man følge de debatter, der er i gang blandt historikere. Flere er skeptiske over for, at man vælger en populistisk vej frem, samtidig med at man har skilt sig af med omkring 30 fagligt dygtige medarbejdere.
Store institutioner som DR, folkekirken og Nationalmuseet kæmper en parallel kamp i disse år: Hvordan bevarer man sin relevans for de danskere, der hele tiden får nye kanaler og nye historiefortællere at lytte til? Svaret er ikke nødvendigvis at gå ned i markedet og søge det tabloide. Det er ikke de kulørte medier og fortællinger, der klarer den bedst. Tværtimod er succeser som kunstmuseet Louisiana eksempler på, at kvalitet er et bedre konkurrenceparameter. DR er ikke blevet belønnet af danskerne for sin kulørte udvikling. Intet tyder på, at folk ønsker at betale til tabloide produkter over skatten, selvom Jim Lyngvild med sin indsats erklærer at repræsentere folket over for ”kultureliten”. Det ville være klogere af Nationalmuseet at satse på originalitet i en troværdig form.