I Tyskland er tv-serier fyldt med religion. Det har den tyske professor Claudia Stockinger netop fastslået i en større undersøgelse, som Kristeligt Dagblad beskrev i weekenden. Professoren har observeret troens markante synlighed på tv siden 1990erne og forklarer den med, at de store krimiserier handler om skyld og bod og kampen mellem godt og ondt.
Hendes forklaring burde også gælde i nabolandet Danmark, men her er mønstret et andet. De fleste store tv-produktioner for eksempel DRs Borgen og Forbrydelsen fortælles, som om tro ikke var nogen sandsynlig del af menneskers virkelighed.
LÆS OGSÅ: Religionssociolog: Der skal en del til for at rokke folk i deres holdninger og fordomme
Udviklingen kan virke overraskende, fordi film og tv-serier i 00erne så ud til at være kommet sig over den religionsforskrækkelse, der prægede DR og den kreative klasse op igennem 1960erne, 1970erne og 1980erne.
I 1990erne og 2000erne mødte danskerne pludselig menneskelige præster i film som Ole Bornedals Nattevagten, Anders Thomas Jensens Adams æbler, Annette Olesens Forbrydelser samt tv-produktioner som Jesus og Josefine af Bo Hr. Hansen.
Denne nye åbenhed for religiøse figurer var formentlig en reaktion på, at dansk drama var havnet i en fortegnet fremstilling af kristendommen med umenneskelige troende i produktioner som Fiskerne, Matador og Klyderne.
Men åbenheden er blevet afløst af en ny lukkethed. De religiøse figurer er få i fjernsynsfiktionen og bliver aldrig hele karakterer.
Tager man tv-serien Borgen, der blev set søndag efter søndag i mange hjem gennem vinteren, er religion stort set fraværende. De få gange, kristendommen optræder, behandles emnet, som det bliver behandlet i første sektion af Politiken: forudsigeligt og efter en skabelon, der de fleste gange bidrager til stereotyper om kristne som sorte reaktionære.
De forsvindende få eksempler på religiøse indslag tæller sloganet Gud, konge og Fædreland, der knytter sig til seriens konservative parti Ny højre, repræsenteret ved en stramtandet Yvonne Kjær (spillet af Jannie Faurschou) uden menneskelige træk, og tidligere statsminister Birgitte Nyborgs konfrontation med en partifælle, der prøver at gøre abortmodstand til en politisk sag. Samtidig accepterer Nyborg dog en mild kulturkristendom.
Det overvejende fravær af religiøse indslag i tv-fiktionen passer desværre godt med mange politikeres ambition om, at religion skal holdes privat. Det er synd, for der mangler netop forståelse for religiøse menneskers virkelighed i Danmark, og den forståelse ville de store tv-serier kunne give med sin tegning af hele mennesker. Men det vil kræve, at man lukker det religiøse aspekt ind i varmen som andet end en regi-bemærkning. AEM