Prøv avisen
Leder

Tvang kan være nødvendigt

Hensynet til det enkelte menneske skal altid komme først

Enhver, der har været hos lægen med et lille barn, der skulle vaccineres, undersøges eller behandles, ved, at det ind i mellem kan være svært. Barnet modsætter sig, man forsøger at aflede og trøste, og nogle gange er der ikke andet for end at holde barnet fast, mens undersøgelsen står på, og kanylen kommer ind. Der er ikke meget at betænke sig på, for barnet kan på ingen måde overskue konsekvensen af at sige nej til behandlingen.

Konsekvenserne ved at undgå det midlertidige ubehag har også voksne demente og psykisk udviklingshæmmede svært ved at overskue. Men her har det hidtil været sådan, at modsatte de sig behandling, var der ikke noget at stille op. Man må ikke tvinge voksne mennesker, og som det fremgik af Kristeligt Dagblad i fredags, har pårørende og læger i ikke få tilfælde så måttet konstatere, at den beslutning medførte døden.

Derfor er det som udgangspunkt positivt, at sundhedsministeren nu fremsætter en lov, der skal gøre det muligt at tvinge ”varigt inhabile” i behandling. Men glidebanen ligger lige for. For tvang i form af fastholdelse eller beroligende medicin må altid være den sidste løsning – og ikke blot den lette løsning. Er det tid og tålmodighed – og dermed personale – der skal til for at overbevise en psykisk udviklingshæmmet om at lade sig undersøge, er det langt at foretrække fremfor magtanvendelse.

Her er der grund til en lille bekymring. For som det fremgår af Kristeligt Dagblad i dag, har der i de senere år sneget sig en nyttetænkning ind i samfundet, hvor mennesker med handicap bliver omtalt som ”kommunaløkonomiske gøgeunger”, og det siges, at handicapområdet ”bløder”. Med andre ord ser man ikke på mennesket som en værdi i sig selv, men i høj grad også som et middel. Og kan det ikke gøre gavn på arbejdsmarkedet, er det en udgift. I den optik er psykisk udviklingshæmmede i mange tilfælde en dårlig forretning, der ikke kan betale sig. I 2011 sagde en midtjysk borgmester, at man ”kunne overveje mere beroligende medicin” til udadreagerende handicappede som svar på kommunens økonomiske trængsler på området.

Her er det vigtigt at fastslå, at en lov, der gør det muligt at tvinge mentalt handicappede i behandling, ikke skal ses som en håndsrækning til en trængt kommunaløkonomi, men derimod et arbejdsredskab for læger, pædagoger og pårørende til psykisk udviklingshæmmede, når alt andet er prøvet.

Mennesker, der arbejder med psykisk handicappede og demente, fortæller, at der allerede i dag foregår en del tvang, til trods for at det er ulovligt. Læger står i et dilemma og bryder eller vrider loven for at hjælpe den enkelte psykisk udviklingshæmmede. Når det fremover bliver lovligt at anvende tvang, kommer man ud af gråzonen, og der kan føres kontrol med magt-anvendelsen, ligesom personalet kan blive efteruddannet. På den måde hjælper man de mest udsatte borgere i vores samfund, støtter de pårørende og hjælper læger og pædagoger ud af et etisk dilemma. Det kan på alle måder være en gevinst, men det kræver, at det fortsat er det enkelte menneske, der er i centrum og ikke hensynet til, hvad der bedst kan betale sig for kommunekassen.