Prøv avisen
Leder

Tvivlsom hjælp til dansk mindretal

Dobbelt statsborgerskab til sydslesvigere rokker ved god aftale

”De skal ikke blive glemt”, er det løfte, Danmarks politik over for det danske mindretal syd for grænsen stadig hviler på, selvom løftet snart er 100 år gammelt. Det blev udtalt af daværende statsminister Niels Neergaard (V) ved højtideligheden på Dybbøl Banke den 11. juli 1920 i anledning af, at Sønderjylland kom tilbage under dansk flag. Med ordene ville han forsikre de mange dansksindede, som efter grænseflytningen stadig boede syd for den dansk-tyske grænse, om, at Danmark ville tage vare på deres interesser. Og blive ved med det.

Det er tvivlsomt, om den udvikling, som beskrives på avisens forside i dag, egentlig ville falde i Niels Neergaards smag. De gode intentioner til trods er det i det hele taget tvivlsomt, om overvejelserne om at åbne for, at dansksindede sydslesvigere kan opnå dansk indfødsret, gavner det danske mindretal.

Overvejelserne udgår fra Sydslesvigudvalget, der er officielt bindeled mellem mindretallet og Folketinget, og de er kun kommet på bane, fordi Folketinget fra den 1. september sidste år har åbnet for, at man kan oppebære dansk og udenlandsk statsborgerskab samtidig. Som en sympatisk gestus over for dem, som er blevet lovet, at de ”ikke vil blive glemt”, foreslår udvalget nu udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at medlemmer af det danske mindretal i Sydslesvig kan få adgang til dansk statsborgerskab – selvom de bor og agter at blive boende i Tyskland, og selvom de altså allerede er tyske statsborgere.

Sympatisk – som sagt. Men det er mildt sagt ikke uden problemer for mindretallets stilling. Fundamentalt er mindretallets vilkår i dag sikret af de såkaldte København-Bonn-erklæringer fra 1955, der netop fastslår den fremragende norm, at tilhørende det danske mindretal er alle, der føler, at de gør det. Og som medlem af mindretallet nyder man uden yderligere krav om bevis for ens tilhørsforhold gavn af den halve milliard kroner, som den danske stat hvert år støtter mindretallets skoler, foreninger og institutioner med.

Hvilket pas, man har, er med andre ord uden betydning for ens rettigheder. 1955-erklæringerne er internationalt anerkendte som en forbilledlig måde at regulere nationale mindretalsspørgsmål på. Det er denne fint kalibrerede ordning, der symmetrisk også gælder for det tyske mindretal i Danmark, som udspillet om dobbelt statsborgerskab risikerer at rokke ved. Kort og godt må man spørge, hvad der – ud over lettere nationalromantisk signalpolitik – skal opnås med udspillet.

I praksis medfører det da også en række problemer med at bestemme, hvem der så skal kunne få dansk statsborgerskab. Da ens medlemskab af mindretallet jo ifølge erklæringerne er noget, man selv afgør, kunne udspillet i princippet åbne for, at enhver, der bor i den nordligste del af Tyskland, kan få dansk indfødsret.

Sydslesvigudvalget er helt opmærksom på det prekære dilemma. Derfor opstiller det i udspillet en række kriterier, der kan dokumentere ens ”danskhed”. Et af dem er noget, der mildt sagt er et nyt påhit i hele grænselandsdiskussionen: dokumentation for ens danske afstamning. Den slags har i en tysk historisk sammenhæng en ildevarslende klang. Der er naturligvis intet ondt ment med kriteriet, men det afspejler, at dobbelt statsborgerskab-idéen i forhold til mindretallet er et tveægget sværd. Fra nogle sider i tysk politik rumsteres der uafhængigt af alt dette med ønsker om at stryge tyske statsborgeres mulighed for at have to pas. Sker dette, vil danske sydslesvigere med et nyt dansk pas havne i en situation, hvor deres mindretalsstatus for alvor bliver udfordret. For er de så – vil nogen begynde at spørge – egentlig andet end danskere, der bare tilfældigvis bor i Tyskland?

Andre læser lige nu