Da den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, valgte at smække døren efter sig på det økonomiske topmøde i den schweiziske by Davos, lukkede han måske også andre døre for sig selv og sit land. I hvert fald bør de mange tilhængere af tyrkisk medlemskab af EU lade deres begejstring dæmpe af de seneste begivenheder. I en paneldiskussion med blandt andre Israels præsident, Shimon Peres, erklærede Erdogan med henvisning til kampene i Gaza, at israelere er gode til at slå ihjel, og da han ikke kunne få den taletid, han ønskede i panelet, udvandrede han i protest.
I Ankara blev han hyldet som helt, da han landede i lufthavnen. Iran lovpriste den store tyrkiske leder for hans anti-israelske udsagn, og saudiarabiske medier bød Tyrkiet velkommen i det islamiske hus.
Indtil nu har Tyrkiet været en brobygger i Mellemøsten, blandt andet i fredsforhandlingerne mellem Israel, Libanon og Syrien. Tyrkiet har haft pragmatiske, tætte diplomatiske forbindelser til Israel og har distanceret sig fra den anti-israelske og antisemitiske retorik, der præger en del af den øvrige muslimske verdens forhold til den jødiske stat.
Erdogans dramatiske udfald i Davos viser spændingerne i Tyrkiet mellem de islamistiske og de sekulære kræfter. Når den tyrkiske regeringsleder kritiserer Israel så hårdt, er det indirekte et angreb på de sekulære kræfter i Tyrkiet, der traditionelt har støttet et godt forhold til Israel. Men det er også et signal om, at Tyrkiet måske bevæger sig væk fra den rolle som bindeled mellem Europa og den muslimske verden, som landet tillægges af de mest håbefulde europæere, der ser Tyrkiet som EU-medlem.
Det tyrkiske militær, der historisk set har forsvaret landets sekularisme, har lagt afstand til Erdogans udfald mod Israel og understreget, at Tyrkiets forhold til andre lande baserer sig på nationale interesser og ikke bør ødelægges af islamisk orienterede politikere.
Udviklingen i Tyrkiet mod en mere nationalistisk politik fører landet længere væk fra medlemskab af EU. Den seneste statusrapport for optagelsen i det europæiske fællesskab viser, at Tyrkiet fortsat har store problemer med menneskerettighederne på en række områder. Der tales ikke alene om manglende fremskridt, men om egentlige tilbageskridt. Religiøse mindretal, herunder kristne, oplever væsentlige problemer i landet, og det samme gør tyrkiske kvinder. Antallet af æresdrab er voksende og finder angiveligt sted i landets storbyer og ikke bare i de tilbagestående landområder. Der er gode grunde til at fastholde Tyrkiet i et tæt forhold til Europa. Men mange grunde til ikke at gøre landet til fuldt medlem af EU. bjer