Europa venter ikke på Tyskland, har det advarende lydt fra forbundskansler Angela Merkel under det historisk lange tovtrækkeri om en ny tysk regering, som nu – mere end 160 dage efter forbundsdagsvalget – omsider kan blive en realitet. Trods en dynamisk nej-kampagne fra ungsocialisterne stemte hele 66 procent af det socialdemokratiske SPD’s medlemmer for at blive juniorpartner i Merkels fjerde regering, og tak for det.
Fornuften og ansvarligheden vandt over følelserne. For selvom mange socialdemokraters længsel efter at genopfinde sig selv i opposition er forståelig oven på et katastrofalt valg og siden en endnu mere katastrofal ledelsesmæssig nedsmeltning, ville et nej have ført til ufrugtbar usikkerhed i Europa. Merkel havde på forhånd udelukket at danne en mindretalsregering – noget, der i Tyskland af historiske årsager og på grund af manglende kreativitet opfattes som et vovet eksperiment. Det i så fald uundgåelige nyvalg ville ikke blot med stor sandsynlighed have styrket det yderste højre i form af Alternativ for Tyskland, men også sat vigtige europæiske afgørelser på standby.
For Europa har faktisk ventet på Tyskland de seneste fem måneder. Godt nok kører EU-maskinen som smurt udadtil, hvor man især har demonstreret et sjældent imponerende sammenhold i skilsmisseforhandlingerne med de ofte ganske urealistiske briter. Men indadtil har det været svært at komme i gang med de vigtige forhandlinger om et tiltrængt fælles asylsystem og en bedre sikring af de ydre grænser – samt ikke mindst de konkrete tiltag for at leve op til EU-ledernes storladne erklæring fra jubilæumstopmødet i Rom for et år siden, hvor de lovede at lytte til og reagere på borgernes bekyminger.
Et løfte, som siden er blevet bekræftet i EU-præsident Donald Tusks ambitiøse Ledernes Dagsorden, der først og fremmest handler om at holde sammen på EU og ”finde reelle løsninger på de reelle problemer”, som optager borgerne i form af indre sikkerhed, migration og arbejdsløshed.
Det er det, der med rette skal leveres på nu. Fremfor nok engang at gå i verdensfjernt diskussionsselvsving over, hvordan den næste EU-kommissionsformand skal udpeges, må alle EU-institutioner i langt højere grad end hidtil komme med helt konkrete løsninger, der kan imødegå mange europæeres frygt for at miste deres arbejde og kulturelle identitet i en globaliseret verden med stor migration.
Selvom Danmark og Frankrig trækker i hver sin retning i EU, lykønskede både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og præsident Emmanuel Macron i går Merkel, fordi et stabilt Tyskland er vigtigt for Europa.
En ny tysk regering alene er langtfra nogen livsforsikring for EU-projektet i internationalt ustabile tider, hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, lader op til en handelskrig, og hans russiske kollega, Vladimir Putin, tester nye atomvåben. Men det er godt nyt for Europa, at Tyskland nu får en regering, som vil arbejde for at gøre ”Europa til mulighedernes kontinent, især for unge”.