Demokratier er skrøbelige. Og retssamfund med social velfærd for det store flertal vil formentlig vise sig at være et historisk forbigående fænomen. Så de europæiske stater har ikke bare ret, de har pligt til at forsvare begge dele. Også når det som i disse dage udfordrer humanistiske idealer.
Det fysiske pres fra migranter, som afstumpede tyrkiske myndigheder driver foran sig mod EU’s ydre grænse på det græske fastland, skal derfor afvises; og kræver det en tilsvarende fysisk magt, må den anvendes i fuldt fornødent omfang.
Det er ikke en tale, mange i Europa er stolte over. Det var så meget mere imponerende at høre EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, beskrive situationen i nøgterne termer tidligere på ugen med fuld støtte til Grækenland.
Der breder sig i disse dage en erkendelse af, at som situationen er, må Europa vælge mellem humanisme over for den millionstore strøm af mennesker, hvoraf nogle med magt vil tvinge sig adgang til kontinentet, eller humanisme over for de befolkninger, der bor der. Befolkninger, som ved valg efter valg siden 2015 – og før – på demokratisk vis har tilkendegivet, at de ikke bryder sig om kontinentalt kontroltab.
Europæiske politikere, som har hyldet den grænseløse humanisme, er notorisk blevet sat fra bestillingen eller må som i Tyskland og Sverige kæmpe for deres politiske liv under belejring fra de yderligtgående politiske kræfter, deres manglende rettidige omhu har næret.
Fra Balkans sydspids til Umeå i Sverige erfarede EU’s statsledere for fem år siden, hvor meget det ryster Unionens indbyggere, når de ser deres stater opgive at begrænse det, der fra talrige lokaliteter kun kunne opleves som en ustyret folkevandring med efterfølgende omkalfatringer af de nære samfund. Grækerne på de øer, der udgør EU’s kystgrænse til Tyrkiet, har udvist stoisk ro og bemærkelsesværdig venlighed, mens de så en ustoppelig strøm af både med migranter sætte deres småsamfund i permanent undtagelsestilstand. Det har de samme grækere modtaget såre lidt anerkendelse for.
Samtidig med at Grækenland i en årrække har skullet kæmpe sig ud af en dyb økonomisk krise, har landet måttet bære opgaven som forpost mod Tyrkiet. Erklæret solidaritet fra mere mageligt beliggende lande højere oppe på kontinentet har det været småt med. Før nu.
Det er, som om EU-toppen har set skriften på væggen. Selvom EU’s grænsepolitikorps fortsat – her fem år efter at migrantchokket satte ind – er katastrofalt underbemandet, og EU stadig stort set overlader bevogtningen ved Unionens ydre grænse til grækerne selv, så har Grækenlands hævdelse af sin suverænitet over græsk område mødt forståelse, ja, opbakning fra mange sider – herunder vores egen regering. Det tyder på en besindelse på, at situationen er ude over det stadie, hvor ansvarlige ledere bare kan fortsætte med at vende det blinde øje til og håbe, at ngo’er fejer op, når konventionerne klirrer på gulvet.
Grækenland har suspenderet asylprocedurerne. Der er et påtrængende behov for, at EU tilvejebringer et nyt, internationalt og tidssvarende regelsæt om asyl og flygtninge, der klart fastslår, at massemigration til ikke-nabolande, der ikke ønsker migrationen, er en helt uholdbar løsning på de krige og udviklingsproblemer, der skaber migranterne.