Om tre år rundes en milepæl i danske jøders historie.
2019 markerer nemlig 400-året for kong Christian IV’s invitation til en gruppe sefardiske jøder fra Portugal, hvor den første, ved navn Dionis, i 1619 bosatte sig i Glückstadt i Holsten, som dengang var dansk.
De første par hundrede år levede jøderne som andenrangsborgere med færre rettigheder, men i 1814 sikrede kong Frederik VI, at de danske jøder fik tæt ved fulde borgerrettigheder med en anordning, der ofte betegnes som de danske jøders frihedsbrev.
Man kan dog ikke sige, at de danske jøder siden har mødt fuld accept i det danske samfund.
Men trods blandt andet jødefejden i 1819 og Anden Verdenskrigs jødeforfølgelse er de danske jøder og flertalsbefolkningen i stigende grad vokset sammen, ikke mindst takket være det jødiske samfunds vilje til en integration, der på fineste vis har forenet jødiske og traditionelle danske værdier.
I de seneste år det dog gået den forkerte vej – ikke fordi det jødiske samfund bevæger sig væk fra resten af samfundet, men fordi der i vide kredse er opstået en voksende modvilje mod nogle af de religiøse traditioner og regler, der er helt centrale for både jødisk og muslimsk identitet.
I 2014 vedtog et politisk flertal eksempelvis at forbyde rituelle slagtninger uden bedøvelse – hvilket dog mest var et symbolsk slag i luften, da der i Danmark ikke foretages rituel slagtning uden bedøvelse – og nu oplever man så en voksende folkelig og politisk modstand mod rituel omskæring af drenge, hvilket ligesom slagteforbuddet vil ramme både jøder og muslimer.
I et demokrati skal der altid være plads til en diskussion om religiøse traditioners overensstemmelse med demokratiske værdier. Men i omskæringsdebatten er tonen blevet så skinger og religionsfjendsk, at man som danske jøder og muslimer kun kan opleve sig set ned på og stigmatiseret.
Den uforsonlige tone så man blandt andet tidligere på ugen, da en af de mest markante kritikere af rituel omskæring af drenge, lægen Morten Frisch, her i avisen i et debatindlæg underkendte den ny forening Circuminfo, der vil arbejde for en nuanceret diskussion om omskæring.
Blandt andet blev kredsen bag foreningen affærdiget med, at de alle havde ”omskæringskulturel baggrund”, hvilket så blev stillet op som en modsætning til ”danske læger”. Desuden blev to af foreningens formænd beskrevet som ”en på Facebook selverklæret jødisk gift biokemiker og far til to rituelt omskårne sønner” samt ”en mandlig reservelæge med samme fornavn som islams profet”.
Det blev aldrig forklaret, hvorfor det at være jødisk gift eller at bære fornavnet Muhammed var diskvalificerende for at forsvare retten til omskæring, men selve argumenta- tionen er så tendentiøs og insinuerende, at man på samme tid undres og bekymres over den manglende historiske forståelse, den er udtryk for.
Det er i sig selv alarmerende, at Danmark i dag fremstår som et af de vestlige demokratier, hvor et forbud mod omskæring af drenge oplever størst opbakning.
Men endnu mere foruroligende er det at opleve, at det i sig selv bruges som argument, at modparten er jøde eller har ”omskæringskulturel baggrund” – hvilket for øvrigt gælder flertallet af alle amerikanske mænd, men det er formentligt ikke dem, der tænkes på.
Det er tid til besindelse og respekt – ikke mindst hvis 400-året for danske jøders liv i Danmark om tre år skal markeres som en glædelig dag, ikke et punktum.