Det er et interessant interview, ambassadør Peter Taksøe-Jensen i går gav til dagbladet Politiken om fremtiden for dansk udenrigspolitik. Han er udpeget af regeringen til at granske udenrigspolitikken og komme med sine anbefalinger inden den 1. maj i år.
Allerede i interviewet løfter han lidt af sløret for sine konklusioner. Dansk udenrigspolitik skal i højere grad fokusere på, hvad der tjener danske (handels-)interesser og mindre på at ville redde verden. Konkret foreslår han for eksempel, at man skal kere sig mere om danske og grønlandske interesser i Arktis og mindre om at skabe fred i Mellemøsten eller i Maldiverne.
Nu er det regeringen, der fører udenrigspolitikken, og derfor skal man ikke tolke ambassadørens udtalelser alt for bombastisk. At den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik er på vej til at blive mindre aktivistisk og mere nationalt orienteret, synes dog uden for al tvivl.
Siden Sovjetunionens sammenbrud har Danmark ikke haft fjender i sin geografiske nærhed, og med terrorangrebet på USA i 2001 blev hele den vestlige verdens sikkerhedspolitiske interesse rettet mod Mellemøsten og Afghanistan. De såkaldt neokonservative i USA fik den vision, at man med militær magt kunne bringe demokrati og menneskerettigheder til undertrykkende diktaturer, hvad enten det gjaldt Saddam Husseins Irak eller Moammar Gaddafis Libyen.
Herhjemme blev sporene til den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik allerede lagt i begyndelsen af 1990'erne med det spirende militære engagement i den første Golfkrig og siden i Eksjugoslavien. Under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2000'erne blev Danmark gjort endnu mere aktiv med krigene i både Irak og Afghanistan.
Et, landets størrelse taget i betragning, betydeligt antal danske soldater måtte bøde med deres liv og førlighed.
Begrundelsen for, at Danmark skulle være med, var ikke helt stringent. Det ene øjeblik måtte man bekæmpe Taleban i Afghanistan for at undgå terror i Danmark, og det næste øjeblik skulle demokratiet, kvinders og børns rettigheder sikres for at skabe en bedre verden.
Det tredje øjeblik skulle der især gøres op med det ramponerede danske renommé fra Anden Verdenskrig, hvor samarbejdspolitikerne lod andre om at kæmpe for frihed, fred og demokrati.
I dag kan de fleste i bagklogskabens alt for klare lys enes om, at krigene ikke gav de resultater, man havde håbet. Man kunne ikke med våbenmagt vinde islamisters hjerter for demokrati og frihed.
Så under indtryk af den fiasko, de økonomisk stramme tider og Ruslands stadig mere fjendtlige kurs over for Europa er det ikke så underligt, hvis regeringen vender blikket indad og har knapt så travlt med at redde resten af verden.
Man kan tilføje, at det trods alt har været normalsituationen i Danmarks tusindårige historie. Alligevel må man advare mod det totale, nationale snæversyn.
Danmark er fortsat et af de rigeste lande i verden, og vi bør stadig kunne bidrage til militære operationer og udvikling et godt stykke uden for vores egen havelåge. Også selvom der ikke skulle være umiddelbare erhvervsfordele ved det.