ET AF de mest markante træk ved det moderne danske samfund er en uendelig tolerance over for alt nyt. Der er stort set ikke den barriere, der er for stor til, at den i tolerancens navn skal brydes ned. Til gengæld er der ingen tvivl om, at man i det øjeblik, en fordom luftes, straks stemples som reaktionær og underbelyst. Fordomme og intolerance er af det onde, mener man. Derfor mistænkeliggøres og latterliggøres de, ikke mindst i de elektroniske medier, hvor især den vedvarende strøm af såkaldt debatskabende talkshows har gjort det til sit særkende at tage fordomme under kærlig behandling. Dermed ikke sagt, at fordomme eller intolerance skal accepteres, for ofte er de baseret på et meget lille informationsniveau. Men ved at latterliggøre eller undertrykke dem forsvinder de ikke; de lever videre et andet sted og opstår måske som noget, der er langt farligere end en fordom. Men det danske samfund har en lang tradition for og veludviklet evne til at pakke alt ind i en kulturradikal-socialdemokratisk konsensuspolitik, der i sin forhippethed på at skabe harmoni og ikke mindst ensartethed fortrænger de konflikter, som fordomme eller debat kunne være med til at åbne øjnene for. Samfundet - i skikkelse af statsmagten - mener, det handler civiliseret, når det for eksempel i den verserende tørklædesag straks griber ind og vil lovgive på området. Men i virkeligheden er der tale om en berøringsangst konfliktskyhed, som næppe vil gavne noget som helst på længere sigt. Den danske konsensus-ideologi har uden tvivl gavnet meget før i tiden, da det handlede om at få et dansk landbosamfund til at blive moderne og effektivt. Da det handlede om at få ryddet ud i rækken af traditioner og ritualer, som kunne stå i vejen for en moderniseringsproces. Men i dag er det ikke danske bønder, der skal gøres til danske byfolk og gode skatteborgere. Konflikten er en helt anden, og dansk kultur er udfordret på et helt andet niveau end for bare 30 år siden. Indvandrere med helt andre vaner, kultur, tro og ritualer er blevet en del af det danske samfund. Det danske svar på denne udfordring har indtil videre været at møde den med den vante tolerance, som i virkeligheden dækker over holdningsløshed og tvivl på egen identitet. Man mener, at lovgivning kan holde problemerne i ave og konflikterne på et minimum. Men på lang sigt vil det ikke styrke noget som helst, fordi det vil bevare berøringsangsten og dermed fremmedgørelsen både over for indvandrere og det, som i dagens avis kaldes det danske værdigrundlag. For først når man ved, hvem man selv er, kan man tage udfordringen op og møde andre med frisind og dermed skabe et rummeligt samfund. Men det kræver et opgør med den danske konfliktskyhed.weis