Intet har som udlændinge- og integrationsdebatten defineret dansk politik de sidste 25 år. Den gav først de borgerlige magten, mens Socialdemokratiet sloges for at finde sine egne ben. Det gjorde partiet så omsider i 2015, da Mette Frederiksen overtog ledelsen. Fra da af skulle man ikke kunne sætte så meget som et a4-ark på højkant ind i en sprække mellem Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets udlændinge- og flygtningepolitik. Siden har man som regeringsparti endda strammet skruen endnu mere end de borgerlige – for eksempel med en meget aktiv indsats for at gøre det muligt at sende asylansøgere i Danmark til lejre i Afrika. Herfra skal de, hvis de bevilges asyl, kunne sendes til et tredjeland, men altså ikke til Danmark.
De borgerlige partier har ikke kunnet gøre andet end at tilslutte sig den socialdemokratiske idé og dog samtidig udtrykke en berettiget skepsis over for realismen i den. Dels er det tvivlsomt, om man kan få afrikanske lande til at gå med, dels er det temmelig uklart, hvordan man vil sikre, at asylbehandlingen kommer til at leve op til det internationale samfunds retsprincipper og humanitære standarder. De samme principper er på spil i beslutningen om at sende syrere med midlertidigt asyl i Danmark retur til Syrien og i spørgsmålet om at hjemtage de danske kvinder med børn, som rejste til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat.
Det mest overraskende i hele forløbet har imidlertid været, at Socialdemokratiet har kunnet skifte så markant kurs, uden at det har vakt fortidens indre uenighed til live. Før nu. Partiet har en stærk humanistisk åre i sin historie, som uomtvisteligt er udfordret. Nu protesterer enkelte partimedlemmer rundt omkring i kommunerne, men det fører næppe til en ny politisk linje. Støttepartiernes forkølede protester ej heller.
Sagen er, at den nuværende kurs ikke kun vælgertaktisk er en klar fordel for regeringen – den er også udtryk for, at Danmark såvel som andre vestlige lande fortsat udfordres kolossalt, især kulturelt og religiøst, af indvandringen fra ikke-vestlige lande. Trods det meget store antal stramninger af udlændinge- og integrationspolitikken, som Inger Støjberg fejrede med kage, er problemerne ikke blevet løst. Derfor spejder politikerne til stadighed efter nye stramninger, som kan virke, men hver gang træder de skridt nærmere eller forbi de hegnspæle, der ellers er sat for at sikre frihedsrettigheder og humanitære idealer. I det lys afslører den socialdemokratiske debat også politisk afmagt.
I en folkevandringstid som vores, hvor fly og internet gør det nemt at komme fra den ene del af verden til den anden, og hvor de materielle goder er meget ulige fordelt, prøver millioner af mennesker at flytte sig til lande med tryghed og gode sociale forhold. Den fundamentale spænding vil formentlig bestå mange år endnu, og derfor er og bliver udlændinge det politiske tema, der nægter at dø.