Kristeligt Dagblad mener: Udligning bliver aldrig retfærdig

Ophedet debat illustrerer behov for reform af udligningsordning

Det kan meget vel være ganske urimeligt, at den socialdemokratiske regering beskyldes for at ville forgylde socialdemokratiske kommuner med sit udspil til en udligningsordning. Der kan sagtens være en god forklaring på, at en ikke specielt rig kommune som den sydsjællandske Stevns Kommune, der har en Venstre-borgmester, ifølge regeringens udspil skal af med 7 millioner kroner ekstra, mens social-demokratiske kommuner som Aalborg, Aarhus og Odense alle står til at vinde på regeringens udspil.

Problemet er bare, at regeringen ikke selv har sandsynliggjort rimeligheden i sit udspil, da det alt for længe stod uklart, hvilke parametre der lå til grund for beregningerne. Derfor kan det ikke overraske, at beskyldninger om kammerateri nu overskygger den vigtige debat om et Danmark i balance. For jo, der er behov for en form for afbalancering af udgifter og indtægter i landets 98 kommuner, som trods vores lands liden størrelse er kendetegnet ved store forskelle i befolkningssammensætning og dermed også beskatningsgrundlag og behovet for kommunal service.

At udforme en retfærdig udligningsordning er en opgave på linje med cirklens kvadratur. Det kan virke åbenlyst skævt, at rige kommuner skal sende penge til kommuner, hvor borgerne har et langt større rådighedsbeløb, fordi man her kan bo markant billigere. Men lige så skævt virker det, at en borger i en fattig kommune skal affinde sig med dårlig ældrepleje, fordi kommunen har relativt mange pensionister og dermed færre velstående skatteborgere. At varetage begge disse hensyn er et politisk og etisk dilemma.

Vanskeligheden i at skabe et retfærdigt system blev da også dokumenteret, da den tidligere VLAK-regering i 2018 helt måtte opgive en reform af hele udligningssystemet. Det kan man kun beklage, for den aktuelle debat illustrerer tydeligt, at den fælles kommunale opbakning til systemet er svindende. Og resultatet af det vil ikke være mere balance, men nærmere en strid mellem landets kommuner, der alle vil spekulere i, hvordan man kan slippe billigst eller vinde mest.

I erkendelsen af, at en udligningsordning aldrig vil være udtryk for en højere retfærdighed, bør man overveje, om ikke tiden er inde til en enklere og mere gennemskuelig model.

I stedet for det nuværende system, hvor ganske mange af landets 98 kommuner modtager eller giver relativt små beløb på kryds og tværs, kunne man overveje, om ikke ordningen kun skulle omfatte eksempelvis de 10 procent fattigste og 10 procent rigeste kommuner? Dermed vil 80 procent af landets kommuner ikke blive rodet ind i det komplicerede spil om udligningskronerne, hvilket måske også kunne motivere nogle af disse til selv at effektivisere driften, hvor det jo ikke er nogen hemmelighed, at der i dag er stor forskel på kommuner, der ellers ligner hinanden ganske meget.

En anden mulighed kunne være at se på, om nogle servicefunktioner skal overføres fra kommunerne til større enheder som regionerne eller staten. Som Kristeligt Dagblad har beskrevet de seneste dage, står velfærdssamfundet ved et vadested, hvor store demografiske forandringer presser velfærden. Det er jo åbenlyst, at eksempelvis Læsø Kommune, hvor 34 procent af indbyggerne er ældre end 67 år, står med andre udfordringer end Københavns Kommune, hvor det samme kun gælder 9 procent af indbyggerne. Og spørgsmålet er, om det kommunale selvstyre reelt ikke bare er en illusion, hvis det hele alligevel afgøres af et uigennemskueligt udligningssystem, dikteret fra Christiansborg.