Prøv avisen
Leder

Udsatte skal ikke betale for svindel

Af Morten Rasmussen, Nyhedsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Politikere og embedsmænd skal tage ansvaret for millionsvindel

Hovedpersonen i den kulørte svindelsalg i Socialstyrelsen er naturligvis den 64-årige kvinde, som mistænkes for at have svindlet sig til et luksusliv med dyre biler, elegante rideheste og safariejendomme i Sydafrika.

Men når det kunne komme så vidt, kan det kun forklares med et årelangt svigt i hele det satspuljesystem, hvorfra de 111 millioner kroner forsvandt over en periode på 16 år. Et svigt, der burde give røde ører hos Rigsrevisionen, embedsmænd og de 11 skiftende ministre, der i perioden 2002-2018 havde ansvaret for satspuljen.

I det lys virker det absurd, at de første, der personligt rammes af svindlen, er landets hjemløse, handicappede, ensomme og andre grupper af udsatte. For det er jo netop konsekvensen, når Socialstyrelsen i forsøget på at rydde op i rodet midlertidigt har valgt at ”lukke det tilskudsadministrative system ned”, som det lyder, hvilket betyder, at de tilskudsberettigede organisationer må vente med de månedlige tilskud, de er blevet lovet.

Naturligvis skal der nu lukkes for yderligere misbrug af systemet. Men det burde være muligt at gøre dette på en måde, hvor det ikke er samfundets mest udsatte grupper, der betaler prisen.

En stor del af de foreninger, der modtager støtte fra satspuljen, hopper økonomisk fra tue til tue. De har ikke en stor formue at tære på, når den månedlige udbetaling udebliver, deres medarbejdere får ikke tårnhøje lønninger, og de får bestemt ikke gyldne håndtryk i millionklassen, når de dummer sig, som man kan se det hos offentlige og private virksomheder. Det er derimod mennesker, der bruger ganske mange timer på kirkeligt, socialt og humanitært arbejde, fordi de føler en forpligtelse til at hjælpe.

Alligevel er det nu dem, der bøder for et system, som politikerne ganske udmærket har kendt til svaghederne i. Da svindlen først blev afsløret, udtalte tidligere socialminister Manu Sareen eksempelvis i Berlingske, at ”selvfølgelig var der ikke styr på det. Det er vildt svært at have overblik over så mange millioner”. Det oplagte spørgsmål er, hvorfor den dengang radikale minister eller hans forgængere og efterfølgere på ministerposten ikke tog det mere alvorligt.

Sagen er trist, fordi den konkret skader indsatsen for landets mest udsatte grupper. Men den er lige så trist, fordi den skriver sig ind i en række af sager, hvor offentlige myndigheders lemfældige omgang med skattekroner sjældent fører til meget andet end iscenesatte beklagelser, eventuelt en syltekrukke i form af en kommission, fordi det konkrete ansvar flyder rundt i et uoverskueligt system, ingen forstår.

Det så man i Skats samarbejde med en svindler, der i uretmæssigt udbetalt udbytteskat har kostet statskassen 12 milliarder kroner. Man ser det i store statslige it-projekter, fra Arbejdsmarkedsstyrelsens kuldsejlede Amanda til den aktuelle Sundhedsplatformen, der stadig har til gode at indfri løfterne om effektivisering for milliarder. Og man ser det i engang hæderkronede offentlige virksomheder som DSB og PostNord, der i dag er bedst kendt for tvivlsom service til en stadig højere pris.

Et stort flertal af danskerne accepterer gerne et af klodens højeste skattetryk, når det sker i bevidstheden om, at midlerne forvaltes med ansvarlighed, ikke mindst til gavn for samfundets mest marginaliserede grupper. Men når de ansvarlige slipper af sted med sniksnak, mens kassen lukkes for samfundets udsatte, eroderer også opbakningen til velfærdssamfundet.