Kigger man på aktuel norsk litteratur, er der én ting, der slår betragteren: mangfoldigheden. Det er slet og ret imponerende, hvor vidtrækkende den nye prosa fra Norge er.
Stilistisk spænder den nye litteratur fra Johan Harstads enormt lange roman om en ung mands rejse fra Norge til USA, ”Max, Mischa og Tet-offensiven”, til Roskva Koritzinskys korte og komprimerede novellesamling ”Jeg har endnu ikke set verden”. Fra den brede pensel til det korte udtryk. Begge bøger anmeldes i dagens avis, hvor hele Bøger&Kultur-sektionen er viet ny norsk litteratur.
Af dagens dækning fremgår det også, at norsk litteratur på et tematisk, og ikke kun stilistisk, niveau er uhyre mangfoldig. Norske forfattere skriver både om den nære kernefamilie og det fjerne udland. Én tendens er således ”barselslitteratur”, ligesom flere forfattere har gjort det allermest intime til genstand for den allerstørste eksponering. Samtidig er der succesforfatteren Edvard Hoem (interviewet her i avisen for nylig), som har stor succes med en romanserie om den historiske norske udvandring til USA, hvor første bind, ”Høstkarl i himlen”, netop er udkommet på dansk.
Også når man kigger på historien, må man sige, at norsk litteratur er mangfoldig og i en vis forstand altid har været i front. Knut Hamsun fornyede litteraturen på samme tid, som Edvard Munch revolutionerede maleriet. Begge vendte de blikket indad og skildrede det menneskelige sjæleliv frem for samfundets sociale orden, som mange forfattere indtil da havde skrevet om. Efter ”Sult” og ”Skriget” blev norsk kulturliv aldrig det samme igen; nu var kunsten blevet moderne, og Norge stak i statusmæssig forstand af. Nu, godt 100 år efter, er de stadig på toppen.
Intet under derfor, at Norges vel nok største og i hvert fald mest berømte nulevende forfatter, Karl Ove Knausgård, er så levende optaget af de to – ja, Munch har han skrevet en selvstændig bog om, som også er oversat til dansk. I Norge skriver man tæt på det levede liv, som det siges i dagens forsidenyhed, og dét er aldrig skidt. Fra det inderste kommer ofte det dybeste, der i hænderne på de bedste forfattere bliver almenmenneskeligt.
Kristendommen spiller ligeledes en rolle i den aktuelle frodige norske litteratur. Tidligere tiders modsætning mellem tro og litteratur – og forestillingen om, at en ”rigtig” forfatter er kulturradikal – er tilsyneladende forsvundet. Jon Fosse, Hanne Ørstavik og flere andre stærkt roste forfattere tager nu livtag med Gud.
Norsk litteratur kan, mangfoldig som den er, ikke sættes på formel. Men skal man alligevel prøve, ser formlen således ud: mellemværende med troen + fokus på det nære, levede liv + opmærksomhed på naturen = stor litterær frodighed. Af dette springer naturligt en stilistisk eksperimentlyst og et fokus på form, som i sig selv er et succeskriterium. Se bare, hvor mange der nu vil skrive som Knausgård.
Alene står den gode Karl Ove dog ikke, og rigtigt er det heller ikke, hvad Ibsen skrev i ”En Folkefjende”: ”Den stærkeste mand i verden er ham, der står ene.”
I Norge står forfatterne – set udefra – tæt sammen og driver hinanden frem i en frodig udvikling, der ikke ser ud til at standse foreløbig. Heldigvis.