Kristeligt Dagblad mener: Udskam ikke adoptioner

Adoptionssystemet kan godt kulegraves, men bevar muligheden

Det er en gribende historie, Kristeligt Dagblad i dag kan fortælle om den 28-årige Netra Sommer. Hun har kappet alle bånd til de adoptivforældre, som i 1995 adopterede hende fra et børnehjem i Indien. I dag føler hun sig dybt lettet over, at forældrene omsider efter 10 års kamp gik med til at ophæve adoptionen. Den vold, Netra Sommer siger, hun har været udsat for under sin opvækst, gør umiddelbart bruddet forståeligt, men det handler nok om mere end det.

Som en lang række andre adoptionshistorier de senere år sætter eksemplet et grundlæggende spørgsmålstegn ved selve muligheden for at adoptere børn fra udviklingslande. I sidste halvdel af det 20. århundrede blev tusindvis af børn fra fattige lande adopteret af danske familier. Rationalet var, at man dermed kunne give børnene en langt tryggere opvækst end den, de ellers havde udsigt til, hvor de kom fra, og at danske barnløse par kunne blive forældre.

Det har givet nogle af de adopterede store problemer, blandt andet i forhold til kultur, identitet og psykisk trivsel. Samtidig er der rejst tvivl om, hvorvidt der er begået alvorlige lovbrud i nogle af de lande, børnene kommer fra. Som senest berettet her i avisen for en uge siden er Ankestyrelsen ved at undersøge en række adoptionssager fra Chile i sidste halvdel af det 20. århundrede. Fra lande som Rumænien, Indien, Sri Lanka og Etiopien er der tidligere fortalt om ulovligheder som dokumentfalsk, underslæb og såkaldte børnehøstere i adoptionsformidlingen. Derfor efterlyser nogle af de adopterede og adoptivforældre nu selv en kulegravning af hele adoptionssystemet. Det er fuldt forståeligt, at de ønsker vished for, hvad der er foregået, og det bør undersøges.

Antallet af adoptioner fra andre lande er allerede faldet dramatisk de senere år, og det kan ende med et totalt stop inden alt for længe. Den eneste tilbageværende organisation, der står for adoptionerne, kan næppe overleve, hvis kun meget få børn adopteres. Men stopper den organiserede adoption, vil det grå marked, hvor det er svært at kontrollere, hvem der betaler for hvad og til hvem, for alvor eksplodere. Den problemstilling kendes allerede på et naboområde. Det er de såkaldte rugemødre, der i nogle tilfælde mod betaling stiller deres krop til rådighed for at føde et andet pars barn. Det er virkelig kritisabelt, hvis den praksis forstærkes.

Den grundlæggende udfordring ved både inden- og udenlandske adoptioner er, at det ofte betragtes som en nødløsning. En nødløsning for par, der ikke selv kan få børn. En nødløsning for fattige i Den Tredje Verden, der ikke kan tage sig af deres børn. En nødløsning på sociale problemer i udsatte familier, jævnfør regeringens ønske om at bortadoptere flere udsatte børn herhjemme.

Denne triste indgangsvinkel levner ikke meget plads til de positive sider, der trods alt også er – både for adopterende forældre og for deres børn. De nuancer må med i en vurdering. Selvom der er problemer i det, bør det ikke ende i en udskamning af selve adoptionen som idé.