Prøv avisen
Leder

Udvist til Lolland

Af Jeppe Duvå, Redaktionschef

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Ingen ghettoplan vil kunne opveje årtiers kollektive svigt

Det mest rigtige, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde, da han i går fremlagde regeringens såkaldte strategi mod ghettoer, ”Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030”, var, at der er sket et kollektivt svigt. Svigtet består i, at de mange forudgående og tilsvarende ghettoplaner ikke har hjulpet nævneværdigt. Det må få alle til at spørge sig selv: Kan det skyldes, at opgaven er uløselig? Eller at politikerne har stillet de forkerte spørgsmål og derfor er kommet med de forkerte svar? Eller begge dele?

En ting er sikkert: Man skal kæmpe kraftigt imod for ikke at blive overvældet af en følelse af defaitisme, når vi nu igen bliver bedt om at tro på en stor masterplan, der denne gang – for nu skal det være – vil bremse de komplekser af kriminalitet, sprogproblemer, lediggang og samfundsmæssig afsondrethed, som vi har lært at kalde ghettoer eller udsatte boligområder. Indtil nu er problemerne bare vokset, i takt med at folkevalgte har fremlagt stadig nye dynger af rapporter og handlingsplaner, der udpeger nogle geografiske områder som selve motoren i en samfundsudvikling, der er gået tragisk galt de seneste 30-40 år.

Man vil jo så gerne tro på, at der kan gøres noget effektivt. At man hidtil bare lige har manglet det helt rette greb, den virkelig godt tænkte strategi. Og at det denne gang vil lykkes. Men et godt, trist gæt er, at sidste del af den nye strategis navn, ”Ingen ghettoer i 2030”, vil blive hevet frem i 2030 som en besk hån: Se, hvor naivt-optimistiske, vi var. Vi troede virkelig, at det kunne lade sig gøre. Ha!

Hvis man skærer budskaberne fra det tykt ministerbesatte pressemøde i Mjølnerparken i går hårdt til, så siger de bare, at eftersom vi ikke kan udvise de åbenbart integrationsresistente medborgere, der er tale om, til Irak, Syrien eller Libanon, så udviser vi dem til Lolland. Og sandt nok: Kernen i de sociokulturelle problemer, der forbindes med ghettoerne, er, at alt for mange indvandrere, der er kommet hertil over alt for kort tid, på anden eller tredje generation uforstyrret kan referere tilbage til Mellemøsten. En region, hvor den fremherskende opfattelse af fællesskab og øvrige værdisæt ikke er forenelig med en velfærdsstat, der gør det til en oplagt mulighed at være livslang klient.

Det er derfor fuldkommen ædrueligt at konkludere, at vi ved at lade, som om vores samfundsmodel ikke ville blive fatalt påvirket af masseindvandring, selv har inviteret til de adfærdsmønstre, der har gjort mange sociale boligområder til ghettoer. Så simpelt og så komplekst er det. Det kollektive svigt, som Lars Løkke nævnte, er derfor i videre forstand den igennem årtier dominerende forestilling i skiftende politiske flertal om, at integrationen før eller siden ville virke, hvis vi bare mødte folk med nok tilbud, pleje, omsorg og støtte.

En kærlig, men meget fast hånd, hvor blandt andet regulære udvisninger havde været et hyppigt brugt middel, havde gjort mere gavn. Også for de store dele af indvandrermiljøerne, der faktisk ønsker job, fred og fordragelighed. Uden derfor at måtte sige farvel til egen religion og kultur.

Det er ganske rigtigt mange år siden, at man på det politiske niveau ændrede retorik. At man sprogligt begyndte at adressere nogle af de uundgåelige følger af massiv ikke-vestlig indvandring. Men den fælles bevidsthed om problemernes omfang, der har meldt sig med tiden, har fortsat i chokerende ringe grad afstedkommet faktiske ændringer på det realitetsplan, hvor almindelige borgere befinder sig. Og at gøre ghettoer som sådan til problemet i stedet for at betragte dem som symptomer på mislykket integration er muligvis blot at fortsætte det kollektive svigt.