Ufrihed. Torsdagens ulykkelige og chokerende lastbilsangreb i Nice minder om, hvor skrøbelige den franske revolutions idealer om frihed, lighed og broderskab er. Netop som et smukt fyrværkeri havde markeret den franske nationaldag, Bastilledagen, kørte en 31-årig mand med tunesisk baggrund en stor lastbil ind i menneskemængden, dræbte mindst 84 uskyldige mennesker og sårede mange flere, heraf mange livstruende. Hvad skal man snart sige til det ubegribelige had, som gennemsyrer den slags handlinger?
Man kan gentage det banale, at terrorismen må bekæmpes, men det forsøger myndighederne jo i forvejen af al magt. Frankrig har været i undtagelsestilstand siden terrorangrebet i Paris i november, og netop i dag skulle den have været ophævet, men nu forlænges den yderligere tre måneder.
Om angrebet er led i Islamisk Stats terror, vides ikke i skrivende stund. Vi kender ikke motivet, men det er nærliggende, at der er en forbindelse.
Med de gentagne angreb på civile de seneste 20 år har islamisterne under alle omstændigheder formået at nedbryde idealerne om frihed, lighed og broderskab og fremme deres modsætninger. De borgerlige frihedsrettigheder er under pres, herhjemme for eksempel senest religionsfriheden. Kontrollen og overvågningen intensiveres, og det sker også denne gang – selv om nok så meget overvågning næppe kan stoppe en galning fra at køre uskyldige ned med en bil.
Ulighed. Terroristerne har også held med at underminere vores lighedsideal. Ligestillingen mellem mennesker uanset deres køn, religion, etnicitet eller nationalitet er en drøm, som har været tæt på at gå i opfyldelse, men som nu krakelerer. En amerikansk præsidentkandidat taler om at stoppe for al indvandring af muslimer. Herhjemme vil borgerlige og socialdemokratiske politikere ændre internationale menneskeretskonventioner for nemmere at kunne udvise udlændinge. At det er endt her, kan man i høj grad laste de islamistiske selvmordsterrorister for. Som justitsminister Søren Pind (V) skrev på sin Facebook-side i går, er vi ”i krig med en dødskult. Ikke med islam. Bliver det til en krig mod islam, slutter den aldrig. Der er over 1 1/2 milliard muslimer i verden.” Så sandt det er skrevet, kan man dog ikke nægte, at rigtig mange terrorister i dag er muslimer. Der er en forbindelse mellem islam og terror, som man hverken kan eller skal lukke øjnene for. Mere end nogensinde er der behov for, at moderate muslimer taler terroren midt imod. Det gør de desværre ikke i tilstrækkelig grad.
Ondskab. Stormen på Bastillen i 1789 var et folkeligt oprør mod enevælden. ”Frihed, lighed og broderskab” var et smukt kampråb, der desværre efter få år blev druknet i blod under jakobinernes rædselsregime. Det grundlæggende problem med den utopiske drøm er, at den overser, at ondskaben bor i ethvert menneske. Derfor æder revolutionerne deres egne børn. Det er samme problem, når vi måbende ikke kan forstå, at et menneske kan være så ondt, at det vil køre uskyldige ned med en lastbil. Erkendelsen af, at arvesynden er livsvigtig, også når man går i krig med terrorismen. Det er den, fordi man risikerer at give ondskaben frit spil hos sig selv, hvis man fornægter dens eksistens. Og tror, at det onde kan isoleres til at have ramt enkelte, vanvittige terrorister.
Terror kan ikke besejres med en revolution, der højst sandsynligt blot vil efterlade vore egne samfund som golde politistater. Derimod må vi ruste os med udholdenhed og tålmodighed. Så er der måske en chance for med tiden at komme uvæsenet til livs.