Den sociale arv er ubønhørlig, og er man født ind i en underklassefamilie, har man udsigt til at leve 10 år kortere, end hvis man er født ind i en bedre stillet familie.
DR fortjener ros for i denne uge at have sat fokus på uligheden i sundhed anskueliggjort i Aalborg, hvor borgerne i én bydel lever 13 år længere end borgerne i en anden og fattigere bydel. Der er en afstand på blot otte kilometer, men en verden til forskel.
Uligheden i leveår er voksende i Danmark, hvilket primært skyldes, at vi lever længere, og her er det de bedst stillede, der har øget levetiden, takket være livsstilsomlægninger, mens de dårligst stillede ikke har haft den samme vækst i levetid.
Danmark har satset massivt på at bekæmpe den sociale arv, men med beskedne resultater. Ifølge Sundhedsstyrelsen ligger Danmark på niveau med England i ulighed i sundhed, til trods for at englænderne har betydeligt større økonomiske forskelle, end vi har. Det viser, at man ikke blot kan betale sig fra uligheden i sundhedstilstanden med mere eller mindre generøse ydelser. Kultur og menneskelige ressourcer har stor betydning, og i dag kan man konstatere, at de, der har få penge, har nok til at ryge, mens de velstillede for længst har lagt tobakken på hylden.
Selvom sygdom er hvermands herre, er der alligevel en direkte årsagssammenhæng mellem levevis og livslængde. Og de dårligst stillede har i højere grad end de bedst stillede og bedst uddannede en usund levevis med tobak, usund mad og inaktivitet. Det er ikke samfundets skyld, men en konsekvens af den enkeltes egne valg.
Det er imidlertid ikke det samme som at sige, at samfundet ikke har et ansvar, og at fællesskabet blot kan trække på skuldrene. Men det viser, at det sunde liv er krævende, og at mange dårligt stillede ikke har det overskud, der skal til for at lægge deres liv om.
Oplysning om, hvad der er sundt og usundt, skal målrettes forskellige samfundsgrupper, og det sunde valg skal være tilgængeligt for alle. Og navnlig børn, der vokser op i dårligt stillede hjem, skal have en ekstra hånd. Det kan være i form af morgenmad og frokost i daginstitution og skole, og det kan være i form af hyppigere besøg hos skolelægen og sundhedsplejersken, der ellers er reduceret betydeligt.
Og så må vi hver især indse, at selvom vi bor i et velhavende land, kan vi ikke betale os fra problemerne. Vi må også som medmennesker gøre en indsats. Man ved fra mønsterbrydere, at det ofte er en enkelt voksen, der har set netop det barn, der har gjort en forskel.
Det kan være fodboldtræneren eller skolelæreren, der tager sig ekstra af ham, der møder op uden madpakke, eller det kan være en nabo, som har givet et lidt forsømt barn troen på sig selv og tillid til, at der også er plads til hende her i verden. Og et indblik i, at der findes en anden måde at leve sit liv på, end det barnet måske kender hjemmefra.