Udlændingevalg. Det har stort set været overskriften ved samtlige folketingsvalg siden midten af 1990’erne. Men dette års folketingsvalg tydede længe på at få et bredere perspektiv. Flere målinger har vist, at klima samt sundhed har overhalet udlændingepolitikken på listen over emner, som vælgerne betragter som vigtige ved det kommende valg.
Man skulle så tro, at den øgede klimabevidsthed ville vække begejstring hos De Radikale, som troværdigt og solidt har etableret sig som et parti, der formår at kombinere en stærk økonomisk politik med en grøn, klimabevidst linje.
Noget tyder dog på, at den radikale leder, Morten Østergaard, er blevet ramt af et politisk Stockholm-syndrom, hvor han vil strække sig ekstra langt for at imødekomme sine politiske ”gidseltagere”, ikke mindst Dansk Folkeparti, der mere end noget andet vil fastholde udlændingepolitikken som det vigtigste tema. Hvordan skal man ellers tolke gårsdagens udmelding i Berlingske, hvor Morten Østergaard kræver, at Socialdemokratiet trækker sin støtte til regeringens udlændingepolitiske paradigmeskifte, hvis Mette Frederiksen skal gøre sig håb om radikal støtte til statsministerdrømmene? Hokuspokus, så blev det atter til et udlændingevalg!
Morten Østergaard blev da også straks omfavnet af Dansk Folkeparti med budskabet ”Se bare, I kan ikke stole på rød blok, hvis I vil være sikre på en stram udlændingepolitik”, hvormed partiet belejligt kan distancere sig fra det stadig tættere samarbejde med Socialdemokratiet, der nok har vundet mere på samarbejdet end DF.
Der kan bestemt være grund til at kritisere dele af den førte udlændingepolitik samt det såkaldte paradigmeskifte – som i praksis dog er mere teatertorden end et reelt skifte. På denne plads har Kristeligt Dagblad eksempelvis tidligere kritiseret både regeringen og Socialdemokratiet for ikke at ville tage imod FN’s kvoteflygtninge, hvilket ellers er den mest troværdige og regulerede måde at løfte det ansvar for verdens forfulgte, som Danmark naturligvis også skal bære sin del af. Men det er en kendsgerning, at integrationen halter, og at det store flertal af danskerne derfor bakker op om en stram udlændingepolitik, der sikrer, at indvandringen ikke overstiger samfundets evne til integration.
Det radikale krav – der er udtryk for en usund politisk kultur med stadig flere ”ultimative krav” – vidner dog også om et par blinde vinkler hos det lille midterparti, der i så mange sammenhænge har været tungen på vægtskålen i dansk politik.
Tag bare regeringsgrundlaget for S-SF-R-regeringen i 2011, hvor det blev slået fast, at ”udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. En overvejende rød regering forpligtede sig altså på at videreføre den borgerlige regerings blå politik, hvormed Socialdemokratiet og især SF udviste en stor imødekommenhed over for den radikale regeringspartner. Det knækkede nakken på SF, der måtte trække sig fra regeringen, da den borgerlige linje blev for skrap kost med salget af Dong. Men det klædte folkesocialisterne at udvise vilje til at bruge mandaterne konstruktivt, og det ville tilsvarende klæde De Radikale at udvise forståelse for, at man i alle livets forhold må komme hinanden i møde.
Dansk politik har en lang historisk tradition for demokratisk samarbejde på tværs af fløjene. Bliver man for ultimativ, bliver resultatet kaospolitik og en skinger debat. Og det vil med sikkerhed ikke gavne hverken landet, demokratiet eller for den sags skyld det ønske om en anden udlændingepolitik, som De Radikale insisterer på.