Prøv avisen

Uroen på børserne

Landene må vise handlekraft for at få markedernes tillid

Er de ansatte på børserne hysteriske kællinger, der indimellem slipper jordforbindelsen og handler ud fra pludselige indskydelser, som socialdemokraten Mogens Lykketoft engang formulerede det? Eller er aktiekursernes op- og nedture et pålideligt spejl af den økonomiske udvikling, baseret på grundige analyser og køligt overblik?

Svaret er som det så ofte er tilfældet lidt af begge dele. Og det er værd at skrive sig bag øret i disse dage, mens der er tumult på børserne, og usikkerheden om den globale økonomiske udvikling er tiltagende

Der er meget psykologi i kursfaldene. Hverken den amerikanske eller de europæiske økonomier er dybest set ringere i denne uge, end de var for 10 dage siden. Så det er ikke for meget sagt, at børshandlerne reagerer på bestemte tegn i tiden, og de gør det i flok og med stor voldsomhed. De gejler hinanden op.

Men der reageres også på en realøkonomisk baggrund. Så selvom reaktionerne sagtens kan forekomme overdrevne, grænsende til det hysteriske, er kursfaldene udløst af en serie begivenheder, som stort set alle peger i samme forkerte retning.

Efter indgåelsen af den omstridte aftale i Washington om forhøjelsen af det amerikanske gældsloft var der stor lettelse. Problemet var imidlertid, at forløbet frem til aftalen dels udstillede manglende politisk handlekraft, dels manglende evne til at tage fat på USAs massive gældsproblemer.

Netop disse to forhold blev af det førende internationale kreditvurderingsbureau Standard & Poors brugt som hovedbegrundelser for at forringe USAs kreditværdighed for første gang nogensinde.

Oven i denne seneste udvikling skal lægges den langtrukne europæiske gældskrise, der springer fra land til land, mens de europæiske regeringer synes famlende over for, hvad de skal stille op. Imens sættes euroen under pres, og renten i flere lande stiger.

Det hele skaber stor usikkerhed om, hvorvidt den svage vækst i Europa og USA kan trække økonomierne ud af tilbageslaget, eller om vi er på vej ind i en ny økonomisk krise med lukninger af virksomheder og stigende arbejdsløshed.

Den afgørende forskel i forhold til forrige krise i 2008-09 er, at de færreste lande har penge på kistebunden til aktivt at bekæmpe et nyt tilbageslag. På grund af udgifterne til krisebekæmpelse er overskud afløst af underskud og gæld.

Er det ved at være sidste udkald for de vestlige demokratier? Har kineserne ret, når man i officielle kommentarer henviser til, at demokratiet som styreform åbenbart er for svagt til at sikre, at tæring sættes efter næring?

Det vigtigste er, at USA og Europa viser handlekraft. De europæiske regeringer må lade rådvildheden over for den sydeuropæiske gældskrise afløse af en vision om ny vækst. Det europæiske samarbejde har nærmest tradition for at vokse sig stærkere under kriser, og det kan også gøres her, men det kræver mod og visioner og fokus på vækst frem for nye velfærdsinitiativer.

I USA må præsident Obama sætte sin autoritet igennem over for en republikansk opposition, der forekommer mere optaget af at positionere sig forud for næste valg og svække præsidenten end at styrke fædrelandet.

Formår demokratierne at udstikke en troværdig kurs og holde sammen, kan de genvinde finansmarkedernes tillid og gøre kinesernes noget utidige forudsigelser til skamme. Set i et længere perspektiv kan uroen på børserne måske endda blive det afgørende træk, der tvinger politikerne til at handle.

Imens kan investorer og børshandlere gøre deres til, at uroen ikke løber løbsk. Panik og hysteri har ingen gavn af. Besindighed er aldrig at foragte, og det gælder ikke mindst i den nuværende situation.

me