Politik er nådesløs. Det gælder i særlig grad amerikansk politik. Inden præsident Obamas reformer har haft nogen chance for at virke, måtte han og demokraterne ved midtvejsvalget indkassere et stort nederlag. Republikanerne, der gennem de seneste år stort set har koncentreret kræfterne om at afvise alle udspil fra demokraterne, gik tilsvarende markant frem.
LÆS OGSÅ: Det kommer midtvejsvalget til at betyde
Stemningsskiftet får umiddelbare konsekvenser. Det er nu så godt som udelukket, at der kan gennemføres en bred amerikansk klimaaftale, der kan nedbringe skadevirkningerne fra fossile brændsler. Det betyder i første omgang, at Obama får svært ved at vise lederskab ved klimatopmødet i Mexico i næste måned, og dermed er udsigten til en international aftale yderligere forringet.
Undersøgelser i forbindelse med valget viste, at amerikanerne ved siden af arbejdsløsheden er meget bekymrede over det stigende statsunderskud. Siden de to partier er rygende uenige om, hvordan underskuddet skal nedbringes, er der ikke udsigt til en bæredygtig, flerårig aftale, der kan få has på problemet. Det vil også vække international bekymring.
Fremfor at søsætte nye reformer kan Obama få nok at se til med at beskytte de allerede vedtagne. Det republikanske parti har bebudet, at man vil gå til angreb på sundhedsreformen, og selvom den næppe kan rulles tilbage, blandt andet fordi demokraterne nok har tabt flertallet i Repræsentanternes Hus, men besvarer kontrollen med Senatet, skal der bruges tid og kræfter på at forsvare den.
USA har tidligere haft gode erfaringer med, at magten deles på den måde, at præsidentembedet er i hænderne på det ene parti, mens det andet parti har flertal i ét eller begge kamre i Kongressen. Det tvinger parterne til at forsøge at samarbejde. Det var for eksempel tilfældet i 1990?erne, hvor det trods store sammenstød lykkedes den demokratiske præsident Bill Clinton og et republikansk kongresflertal at arbejde sammen.
I dag er udsigterne umiddelbart mindre lyse. Krisen og den høje arbejdsløshed indsnævrer manøvremulighederne. Hertil kommer, at man i den ideologiske Tea Party-bevægelse er grundlæggende imod at gå på kompromis. Derfor er bevægelsens succes et tveægget sværd for den republikanske ledelse.
Det gælder også i en anden sammenhæng. Eftersom resultatet i Senatet blev så mandatmæssigt tæt mellem partierne, er det ikke for meget sagt, at Tea Party-bevægelsen formentlig kostede republikanerne flertallet. Flere af de opstillede kandidater fra bevægelsen var så langt ude på højrefløjen, eller så markant uden politisk erfaring eller indsigt, at de ikke kunne vælges, og derfor løb deres demokratiske modkandidater af med sejren.
En ydmyg præsident Obama påtog sig i aftes ansvaret for demokraternes nederlag og lagde op til samarbejde med sine modstandere. Det må kunne lade sig gøre, sagde han, at slå bro mellem ideologier for at løse USA?s mest alvorlige problemer. Han forsikrede, at han ville gøre sin del.
Med dette løfte er Obama tilbage ved sit politiske udgangspunkt fra valgkampen i 2008. Han lovede dengang at blive katalysator for at bredt samarbejde i Washington og bringe polariseringen i amerikansk politik til afslutning. Vil det lykkes i de kommende to år inden næste præsidentvalg?
Meget afhænger af, hvordan republikanerne tolker det mandat, som de har fået af vælgerne. Vil de tage imod præsidentens fremstrakte hånd? Eller vil de fortsætte med at konfrontere Obama med henblik på selv at vinde posten i Det Hvide Hus?
De sejrende republikanere bør vælge dialogen. Amerikanernes problemer er så alvorlige, at begge lejre i det politiske landskab må op af skyttegravene og finde løsninger. Det vil også være i omverdenens interesse. Vi har brug for et stærkt USA, der genfinder melodien og viljen til at gå foran.
SE VIDEO Medredaktør på Kristeligt Dagblad Michael Ehrenreich analyserer resultatet af det amerikanske midtvejsvalg og giver sit bud på konsekvenserne: