Prøv avisen
Leder

USA-valget levner Europa en chance

Mørket tager til, men Vesten behøver ikke ende som Romerriget

Det er en dyster fremtid, den belgiske historiker David Engels tegner for Vesten i dagens avis. Historikere har jævnligt forudsagt gentagelsen af Romerrigets fald, men i dag synes det nok mere nærliggende end i mange år.

Den vestlige verden har ikke alene udbredt demokrati, menneskerettigheder og omsorg for de svageste til store dele af kloden, den har også skabt lange perioder med fremgang i velstand og sundhed og fred uden lige i historien. Men nu er netop vores del af verden paradoksalt nok ved at drukne i en af civilisationens største succeser, nemlig borgernes ret til at vælge politikere og afgøre vigtige spørgsmål ved folkeafstemninger.

Valget af Donald Trump til amerikansk præsident var det seneste skridt, der fulgte Brexit, og forude kan man skimte en fransk præsident Marine Le Pen fra det yderste højre. Det kan blive et definitivt farvel til frihandelsaftaler og åbne europæiske grænser. Måske endda et farvel til EU og et goddag til nye toldmure, der med sikkerhed vil gøre alle fattigere, især de fattigste.

Ruslands stadigt mere autoritære – og folkevalgte – leder, Vladimir Putin, kan samtidig glæde sig over en af de mest katastrofale meldinger fra Donald Trump i valgkampen, nemlig hans spørgsmålstegn ved Natos musketered. Den betyder, at et angreb på et medlemsland betragtes som et angreb på hele alliancen. Det spørgsmålstegn kunne friste Putin over evne til at fortsætte sine eventyr i Ukraine og Syrien til at omfatte de baltiske lande.

Eden er i øvrigt kun blevet aktiveret en gang i historien, da Osama bin Laden angreb USA i 2001, og europæiske lande hjalp USA med at bekæmpe al-Qaeda i Afghanistan. Trump har undervejs desuden krævet, at de europæiske allierede skal bidrage langt mere militært og økonomisk, ellers må de klare sig selv.

Hans uoverlagte udtalelser og valget af ham kan dog på sin egen bagvendte måde muligvis tænde et lille lys i det tiltagende mørke.

For det må nu stå tindrende klart for i hvert fald de europæiske regeringsledere, at Europa i langt højere grad end tidligere må tage vare på sin egen sikkerhed. Selvfølgelig må man fortsat forsøge at samarbejde tæt med de moderate kræfter i USA for at begrænse skaderne af Trumps vildfarelser. Det tætte transatlantiske samarbejde skal også fortsætte, men Europa kan ikke længere regne med, at USA automatisk bærer langt de største byrder og altid stiller med store militære kontingenter til internationale operationer.

Isolationismen er meget bekymrende, men den maner til europæisk selvbesindelse. Måske – og forhåbentlig – også til europæisk samling og større investeringer i forsvaret, der er blevet beskåret for kraftigt de seneste 25 år. Det redder ikke Vesten som civilisation, særligt fordi de største trusler mod den kommer indefra og ikke udefra, men det kunne blive et første lille skridt væk fra sammenbruddet.