Det amerikanske demokrati har siden forfatningen fra 1789 været en ledetråd for demokratiets udbredelse i verden.
Franskmanden Alexis de Tocqueville rejste i begejstring over udviklingen til USA i 1831 for at skrive om demokratiet, fordi han bekymrede sig om den udemokratiske udvikling i sit hjemland.
Bogen ”Demokratiet i Amerika” blev et resultat af rejsen, og den har fortsat ikonisk status inden for samfundsvidenskaben. Tocqueville hylder det amerikanske demokrati i al dets kompleksitet med den vigtige magtbegrænsning og den indlejrede afbalancering af samfundsinstitutionerne.
Sådan fungerer det amerikanske demokrati heldigvis fortsat. Verden har brug for demokratiske forbilleder som det amerikanske, og derfor er udviklingen i Donald Trumps forvaltning af præsidentembedet dybt bekymrende. Trump agerer uden for rammerne af et normalt politisk tanke- og handlefelt og opfatter tilsyneladende i en vis forstand USA som en virksomhed, han kan lede med den egenrådighed, hvormed han har styret sin egen. Han fremstår uberegnelig, uvederhæftig og manipulerende.
Skandalerne står allerede i kø, og meget tyder på, at Trump har gjort, hvad han kunne for at forsøge at stoppe FBI’s undersøgelse af forbindelsen mellem hans egen valgkampagne og Rusland. Hans fyring af FBI-direktøren James Comey er næsten uden historisk fortilfælde og formentlig knyttet til Comeys fortsatte undersøgelse af den russiske forbindelse. Trump har angiveligt forsøgt at få Comey til at stoppe undersøgelsen af den nu fyrede sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og har tilmed været så dum, at han på Twitter har truet Comey til tavshed og antydet, at der findes båndoptagelser af deres møder, som han vil lække, hvis Comey selv lækker oplysninger.
Nu har Justitsministeriet så udpeget en tidligere FBI-direktør til at stå i spidsen for en uafhængig undersøgelse af hele sagen. Han kan ikke trues på sit embede og er kendt for sin upartiskhed, men er blevet mødt af en forventelig højlydt protest fra Donald Trumps side. Samtidig skal Comey nu vidne i Kongressen og fortælle om sine møder med Trump, ligesom Kongressen har udbedt sig lydoptagelser fra Det Hvide Hus.
Kun 120 dage inde i sin præsidentperiode ser den kontroversielle Trump ud til at synke ned i et politisk kviksand. Den seriøse presse, som han har udnævnt til sin egentlige fjende, gør sit store arbejde for at afdække Trumps kontroversielle handlinger og udsagn. Ikke mindst aviserne The New York Times og The Washington Post er i front med at afdække Trumps præsidentskab.
Det er en del af den nødvendige magtkritik i et demokratisk samfund, at mennesker med viden siger fra, at en seriøs og uafhængig presse rapporterer og afdækker, hvad der finder sted, og at politikere – uanset parti – bruger de redskaber, de har, for at hindre magtmisbrug.
Trumps præsidentskab er ved at udvikle sig skandaløst til skade for USA’s omdømme. Men indtil nu ser det ud til, at demokratiets institutioner, herunder pressen, fungerer. Trump kan ikke uhindret misbruge sin magt. Den klare adskillelse mellem den udøvende magt, som findes hos præsidenten, og den lovgivende magt, der findes hos Senatet og Repræsentanternes Hus, og den dømmende magt hos domstolene og højesteret, som Alexis de Tocqueville beundrede, er en del af forklaringen på, at Trump får vanskeligheder med at kyse kritikken, selv med en republikansk domineret kongres – heldigvis.