Da Socialdemokraterne og SF for et år siden lancerede deres fælles økonomiske politik, blev planen på denne plads karakteriseret som luftig. Det samme må desværre siges om de to partiers nye udgave af Fair Løsning, der er justeret, så den tidsmæssigt flugter med regeringens 2020-plan.
Kadencen er uændret. Der satses på vækst frem for besparelser, men det betyder også, at hovedproblemet er bevaret, nemlig at der i planen ser ud til at være godt og grundigt styr på udgifterne, mens indtægterne flere steder er usikre eller ligner friregning.
LÆS OGSÅ:Dengang S ville lette skatten
Et eksempel på det første er planens centrale element om længere arbejdstid, som er bevaret fra det oprindelige udspil, selvom tanken – og specielt det forudsete provenu på 15 milliarder kroner – af uafhængige økonomer anses for urealistisk, og fagbevægelsen har været meget lidt villig til at love at levere varen.
Et eksempel på friregning er forestillingen om, at uddannelse til flere unge og en ordning om at sende flere unge hurtigere gennem uddannelsessystemet kan indbringe store beløb, som S og SF øjeblikkeligt bogfører som en milliardindtægt.
I deres oprindelige plan blev beløbet sat til 2,3 milliarder. Nu er det forhøjet til den nette sum af 4,8 milliarder. Selvfølgelig vil sådanne tiltag øge indtægterne, men hvordan man er nået frem til beløbene – komplet med decimal – fortaber sig. Det er for usikkert.
I samme retning trækker tanken om, at bedre integration, der skal skaffe flere i arbejde, og bedre forebyggelse, der skal udløse færre sygedage og besparelser i sundhedssektoren, kan skaffe ekstra syv milliarder i statskassen. Det er ikke holdbart uden videre at antage, at sådan vil det gå, og så forlods skrive det på indtægtssiden.
Naturligvis er tanken om at satse kraftigere på vækst end besparelser i princippet sund og rigtig. Besparelser er defensive, mens vækst er offensiv, og på denne måde er planen rigtigt tænkt. Men den udfordring, vi som land stor over for, kræver mere end et idékatalog, og det må på længere sigt være et mål at begrænse offentligt forbrug til fordel for vækst i erhvervslivet, som vi skal leve af.
Indvendingerne er særligt relevante, fordi S og SF ikke lægger skjul på, at man lægger op til at øge de offentlige udgifter.
Heller ikke regeringens plan er uden usikre elementer. Det er et åbent spørgsmål, hvorvidt vore europæiske partnere vil gå med til at tildele Danmark den EU-rabat på en milliard kroner, som regeringen forestiller sig.
Frem mod den valgdag, der nærmer sig, må det være et stadigt krav til alle partier, at der er dækning for såvel indtægter som udgifter, og at regnestykkerne hænger sammen på bundlinjen. me