DET ER et værdigt punktum over en uværdig sag, der blev sat i går med den beretning, der endnu en gang har kulegravet begivenhederne på Københavns Nørrebro natten mellem den 18. og 19. maj 1993. Det alvorligste uro, der er oplevet i Danmark siden generalstrejken under den tyske besættelse i 1943, vakte i dagene efter stor vrede, og sympatien samlede sig om politiet, der var blevet bombarderet med brosten og molotovcocktails, så det til sidst i selvforsvar måtte trække pistolerne. Men der skulle ikke gå lang tid, før politiets brug af våben, der betød, at 11 demonstranter blev såret af skud, trængte andre kendsgerninger - bl.a. 90 politifolk, der kom til skade, de 53 med efterfølgende sygedage - i baggrunden. Den vrede og frustration, som folkeafstemningens resultat - vedtagelsen af Edinburgh-aftalen med de danske forbehold, året efter et nej til Maastricht-traktaten - havde fremkaldt hos mange EU-modstandere, skabte tilsyneladende behov for, at de voldsomme uroligheder skulle bortforklares, og politiet derfor gøres til syndebuk. Det lykkedes kun alt for godt. En undersøgelse blev iværksat, og dens uklare resultat - ifølge gårsdagens beretning ikke mindst på grund af et uklart kommissorium for daværende statsadvokat Asbjørn Jensens undersøgelse - skabte mere politisk uro end klarhed. Resultatet blev Folketingets beslutning om den undersøgelse, hvis konklusion nu foreligger. I den mellemliggende tid synes årsagen til begivenhederne totalt fortrængt. Beretningens største fortjeneste er, at den utvetydigt fastslår, at det var uromagerne, de autonome og deres medløbere, der skabte forudsætningerne for de livstruende begivenheder. Undersøgelsen konstaterer, at selv om demonstrationerne i deres helhed ikke synes planlagt, så er der tilstrækkeligt med beviser for, at grupper af deltagere havde forberedt sig og havde sikret sig våben - bl.a. molotovcocktails - til brug mod politiet. Vurderingen af politiets indsats, herunder brugen af skydevåben, er lige så klar. Der var tale om en livstruende situation, hvor både politiets brug af brosten, som de kastede tilbage mod angriberne, som af pistolerne, var i overensstemmelse med reglerne. De fejl, der var i politiets beredskab og aktuelle indsats, tilskrives dels voldsomhedernes hidtil ukendte omfang, dels et for gammelt radiosystem, som politiet dog selv havde søgt bevilling til at få afløst. Lidt mindre klar synes »frifindelsen« af embedsmændenes håndtering af sagen, især omkring den første undersøgelseskommission, men der er heller ikke her fundet grundlag for noget retligt ansvar. Alt i alt kan man konstatere, at der var tale en udemokratisk voldelig protest, som overrumplede et fredeligt Danmark, der ikke efterfølgende havde mod til at bakke sit lovlige politi op. jr-o