Væn jer til kirkens tusind stemmer

Nye kirkepolitikere må leve med kompleksiteten i folkekirken

Folkekirken må melde klart ud, hvad den vil. Den besked har man hørt flere gange fra politikere inden for den seneste tid. Blandt andet kom den fra Venstres kirkeordfører, Louise Schack Elholm, da hun blev spurgt, om kirkelige vielser havde brug for nye coronaregler. Der blev også efterlyst større tydelighed fra kirken under debatten om påskegudstjenester.

At politikere beder om klarhed fra folkekirkens side, hænger naturligvis sammen med coronakrisen. Den har krævet hastigt vedtagne regler for trossamfundene. Under spillet om påskegudstjenesterne var det ubekvemt, at der ikke var klarhed fra folkekirkens side, for beslutninger skulle træffes på kort tid. Og kirkeminister Joy Mogensen (S) kom galt af sted med at afkode, hvad folkekirken ønskede. Hun åbnede for at holde gudstjeneste i påsken, fordi det så ud, som om kirken ønskede det, men mødte stor modstand for den misforståelse og droppede idéen. For kirkeministeren havde det naturligvis været lettere med et umisforståeligt signal fra kirken.

Tidligere kirkeministre som Birthe Rønn Hornbech (V) eller Per Stig Møller (C) ville næppe være kommet i den situation. For de havde en fortrolighed med koderne og magten i folkekirken, som er svindende. At folkekirken måtte give et klart signal vedrørende et politisk spørgsmål, ville de nok mest have sagt som en morsomhed.

Folkekirken har ikke en ledelsesinstans. Der er i stedet flere magtcentre: Bispekollegiet, Landsforeningen af Menighedsråd, Præsteforeningen, de lokale sogne og så videre. Og det er sjældent, de vil det samme. Derfor er svaret legio, hvis man stiller folkekirken et politisk spørgsmål.

Selvom folkekirken er stolt af sin tradition for nedefra og op-demokrati, kan de tusind stemmer også være et problem. For folkekirken lider under det, når der opstår kriser som i coronaforløbet, der kræver pludselige beslutninger. Det er klart, at en kirkelig ledelse ville have gjort meget simplere de seneste tre måneder. Men som situationen er, må kirken leve med at være politisk stum, når ordførere beder om klar besked om, hvad folkekirken ønsker.

Ønsket om en umisforståelig folkekirkelig stemme er først og fremmest et symptom på en ny uvidenhed om kirken. For den nye generation af kirkepolitikere er folkekirken besværlig at have med at gøre. Og måske drømmer nogle i deres stille sind om en entydig talsmand, der kunne gå på talerstolen og fremlægge folkekirkens synspunkt. Men der kommer i den nærmeste fremtid hverken enstemmighed eller klare svar fra folkekirken på politiske spørgsmål. Og mange er glade for det. For de ønsker at slippe for den forudsigelige og kraftesløse korrekthed i kirketoppen, som ses i nabolandene. Så på den korte bane må kirkepolitikere vænne sig til den komplekse kirke, som har kunnet fungere i 171 år, fordi der har været en kulturel nærhed mellem Folketinget og kirke.